3 FUGTKILDER

Bygninger påvirkes af fugt, både udefra og indefra. Fugtpåvirkningen af bygningerne afhænger i høj grad af bygningens art, placering og brug. Der er fx stor forskel på den fugtpåvirkning, der er i en tør lagerhal, og den påvirkning, der er i et bogtrykkeri med befugtningsanlæg.

Hvilket detailkendskab til fugtpåvirkninger der er behov for, afhænger af opgavens karakter. Desværre er data om fugtpåvirkninger ret begrænsede, og desuden er der stor variation i fugtpåvirkningernes størrelse.

For at foretage fugttekniske vurderinger er det nødvendigt dels at have kendskab til de potentielle fugtkilder, dels at kunne vurdere/beregne, om de eventuelle fugtpåvirkninger kan medføre opfugtning mv.

De fugtpåvirkninger, der normalt regnes med i bygningsmæssig sammenhæng, er:

nedbør
grundfugt
overfladevand
luftfugtighed (vanddamp)
byggefugt
brugsvand.

Fugtpåvirkning fra brugsvand forekommer især i forbindelse med vådrum eller lejlighedsvis ved gulvvask etc. Fugtforhold i vådrum er mere dybtgående behandlet i SBi-anvisning 252, Vådrum (Brandt og Morelli, 2015), SBi-anvisning 265, Småhuse – vådrum, vand- og afløbsinstallationer (Brandt et al., 2016), SBi-anvisningerne 275 og 276, Praktisk udførelse af vådrum (Brandt og Morelli, 2020) samt flere Byg-Erfa-blade.

Desuden kan der optræde fugtpåvirkning i forbindelse med skader og naturkatastrofer, fx ved rørbrud, brand eller oversvømmelse. Påvirkninger af denne art har tilfældig karakter og kan ikke indgå i normale fugttekniske vurderinger. I byggefasen kan det i nogle tilfælde være fordelagtigt at vurdere, om der kan træffes foranstaltninger, som kan reducere risikoen.

3.1 Nedbør

Nedbør i form af regn, sne eller hagl, der falder lodret, dvs. uden påvirkning af vind, træffer kun tage, balkoner og andre vandrette eller skrå flader. Konstruktionerne skal være vandtætte og med fald, så vandet fra nedbøren kan ledes væk. Størrelsen af det nødvendige fald afhænger af konstruktionen og er fx for tage mindst 1:40, mens det på vindueskonstruktioner er mindst 1:8-1:4. Konstruktionen skal desuden være dimensioneret til at optage eventuel snelast. Herudover spiller intensiteten af nedbøren normalt kun en rolle ved dimensionering af afløb.

Når der er samtidig påvirkning af vind og nedbør, bliver nedbøren afbøjet, så den også kan træffe lodrette flader, fx ydervægge. For regn betegnes dette slagregn.

Hvor stor slagregnsmængde, der rammer en flade, afhænger ikke alene af vindstyrken, men også af den lokale topografi, bygningens placering i forhold til omgivelserne, fladens orientering og hældning, bygningens geometri og regndråbernes størrelse. I Danmark er overflader, der vender mod sydvest, mest udsatte for slagregn. Der er stor forskel på slagregnsmængden, fx er der ca. dobbelt så meget slagregn på Fanø som i København.

Slagregn optræder med tilfældig variation, og der kan være betydelige forskelle på mængderne fra år til år.

Vinden vil medføre trykforhold omkring en bygning, som kan presse vinden opad ved taget og til siden ved hjørnerne. På disse dele af bygningen bliver slagregnspåvirkningen derfor særlig stor, og den kan være større end den fri slagregn, dvs. slagregn på en fri flade med samme orientering, som ikke er påvirket af bygningens udformning.

Forskelle i vindtryk på bygningens sider kan ved uhensigtsmæssig udformning af konstruktionerne presse vand ind i disse, især ved bygningens hjørner og vandrette kanter.

Efter at regnen har ramt facaden, vil vandet rende ned på grund af tyngdekraften. Nogle facadematerialer, fx tegl, kan opsuge en stor del af vandet, mens andre, fx glas, ikke suger noget. Ved de nederste etager kan der således komme betydelige vandmængder, der kan optræde som en sammenhængende vandfilm på overfladen. En vandfilm, som virker i kombination med vind, kan medføre, at facaden udsættes for et egentligt vandtryk.

Nedbør i form af små, faste snekrystaller under samtidig påvirkning af vind betegnes fygesne. Ved kraftig vind kan fygesne bevæge sig i alle retninger – også opad. Fygesne kan trænge ind mellem tagsten, gennem ventilationsåbninger mv.

Yderligere oplysninger om fugtpåvirkninger mv. fra udeklimaet kan bl.a. fås hos DMI (www.dmi.dk). Der kan også skaffes historiske data fra de enkelte meteorologiske stationer. Bemærk, at forholdene for den aktuelle bygning kan afvige en del fra forholdene ved – selv nærtliggende – meteorologiske målestationer.

Til simulering af fugttransport blev der tidligere ofte anvendt data fra det danske referenceår TRY (Andersen et al., 1982) eller fra det nyere referenceår DRY (Jensen & Lund, 1995). Dette er senere erstattet med et nyt DRY-referenceår baseret på perioden 2001-2010 (DMI technical report 13-19, 2013).

I konkrete sager vedrørende eksisterende bygninger kan data om forholdene undertiden skaffes ved at måle direkte i eller på bygningen, se afsnit 7.

3.2 Grundfugt

Bygningsdele, som er i kontakt med jorden, kan blive udsat for påvirkning både af vand og vanddamp.

Fugt i jorden optræder i form af:

grundvand
kapillært opsuget vand
nedsivende overfladevand
vanddamp.

3.2.1 Grundvand

I et vist niveau under jordoverfladen er grunden mættet med vand. Grundvandsspejlet eller grundvandsstanden er det niveau, hvor (porevand)trykket svarer til atmosfærens tryk. Under grundvandsspejlet stiger vandtrykket proportionalt med dybden. Bygningsdele, som er under grundvandsspejlet, udsættes derfor for vandtryk.

Grundvandsstanden varierer naturligt hen over året, normalt med maksimum omkring april måned og minimum omkring oktober. Der kan være betragtelige variationer fra år til år som følge af nedbørsforskelle.

Grundvandsspejlets variation er større i jordarter med høj permeabilitet (gennemtrængelighed for vand), fx sand, end i jordarter med lav permeabilitet, fx ler.

Grundvandsspejlet kan bestemmes ved at grave eller bore et hul i jorden. Hullet forsynes med et filter, fx i form af et rør med huller eller slidser, som tillader indstrømning af vand, men holder partikler tilbage. Vand fra grundvandet vil strømme til hullet, og efter et stykke tid vil der stå vand i hullet med vandspejl i niveau med grundvandsspejlet. I jordarter med lav permeabilitet kan det tage lang tid, før ligevægten indstiller sig, fordi strømningshastigheden er lille.

I visse tilfælde kan der ud over det primære grundvandsspejl optræde et højereliggende, sekundært grundvandsspejl, som er vandspejlet for et begrænset grundvandsmagasin.

Fugtpåvirkning fra grundvandet kan i nogle tilfælde undgås ved grundvandssænkning omkring bygningen. Der er dog begrænsninger med hensyn til, hvor der må udføres grundvandssænkninger, fx hensyn til miljøet eller nærliggende bygninger og anlæg. I andre tilfælde er grundvandssænkning ikke praktisk mulig, fx i områder med meget permeable jordlag. Disse forhold skal i givet fald undersøges, før grundvandssænkning sættes i gang. Vandlommer langs bygninger opstået på grund af nedsivende overfladevand kan medføre et sekundært vandspejl og dermed vandtryk på kældervægge etc. Fugtpåvirkning af denne årsag kan normalt undgås ved dræning af bygningen, se SBi-anvisning 279, Fugt i bygninger – bygningsdele, afsnit 2.3, Dræn. Jf. endvidere DS 436, Norm for dræning af bygværker mv. (Dansk Standard, 1993).

3.2.2 Kapillært opsuget vand

Vand kan fra grundvandet opsuges kapillært i jorden – vedrørende kapillartransport, se afsnit 2.2.3, Kapillarsugning. Ved finkornede jordarter kan den kapillære stighøjde være betragtelig – over 10 m for de mest finkornede. Vand kan fra jorden suges kapillært ind i fundamenter, kældervægge, terrændæk mv., hvis disses kapillarsugende evne er større end jordens.

Fugtpåvirkning forårsaget af kapillarsugning forhindres normalt ved at indlægge kapillarbrydende lag, se afsnit 2.2.3, Kapillarsugning.

3.2.3 Overfladevand

Overfladevand stammer fra nedbør og kan give stor vandpåvirkning på bygninger, både i terrænniveau og ved nedsivning langs bygningen.

Generelt kan bygningen beskyttes mod fugtpåvirkning fra overfladevand ved at give terrænet fald væk fra bygningen de første 3 m, se SBi-anvisning 279, Fugt i bygninger – bygningsdele, afsnit 2.1, Terrænforhold. Beskyttelse mod fugtpåvirkning fra nedsivende overfladevand kan ske ved vandtætning af bygningens yderside kombineret med dræning, se SBi-anvisning 279, Fugt i bygninger – bygningsdele, afsnit 2.3, Dræn.

3.2.4 Vanddamp

Jorden omkring en bygning indeholder altid vanddamp, og normalt kan der regnes med, at der er tæt på 100 % RF i jordens porer – vedrørende definition af relativ luftfugtighed, se afsnit 2.1.3, Relativ luftfugtighed. Det betyder, at vanddamptrykket i jorden svarer til mætningstrykket ved den aktuelle temperatur. Temperaturen varierer over året og afhænger bl.a. af udetemperaturen, dybden under terræn, varmeledningsevnen for jorden, afstanden til bygningen, isoleringen af bygningen og opvarmningen af bygningen.

Under normale omstændigheder vil der over en længere periode være større damptryk inde i en opvarmet bygning end udenfor, og damptransporten vil derfor gå ud af bygningen, jf. afsnit 2.1.2, Vanddampindhold – vanddamptryk. I bygninger, hvor der kun er lejlighedsvis opvarmning, fx sommerhuse, kan fugtstrømmen dog om vinteren gå ind i bygningen, fordi damptrykket på denne årstid kan være større i jorden end i bygningen.

Under store bygninger og i større dybde vil temperaturen være næsten konstant. Under midten af en stor bygning vil temperaturen med tiden nærme sig gennemsnitstemperaturen inde i bygningen, og fugttransporten bliver derfor meget beskeden. Reduceres temperaturen i bygningen, kan det derfor medføre fugttransport fra omgivelserne og ind i bygningen.

I de to ovennævnte tilfælde kan fugttransporten hindres med en korrekt anbragt fugtspærre, se SBi-anvisning 279, Fugt i bygninger – bygningsdele, afsnit 2.6.3, Fugtspærre.

3.3 Luftfugtighed

Luften indeholder altid en vis mængde fugt, som varierer med årstiden. Fugten i luften vil medføre, at der opstår et vanddamptryk, hvis størrelse afhænger af fugtindholdet og temperaturen. Der er normalt forskel på fugtindholdet i luften udendørs og indendørs. Denne forskel i fugtindhold vil resultere i en fugttransport fra steder med højt vanddampindhold/vanddamptryk til steder med lavt vanddampindhold/vanddamptryk. Dette er mere detaljeret omtalt i afsnit 2.4.1, Fugttransport i dampform.

Ved transport af fugt gennem konstruktioner kan fugtindholdet under uheldige omstændigheder blive så højt, at der kan forekomme skimmelvækst eller nedbrydning af materialer. Hvis temperaturen inde i konstruktionen er meget lav, kan der optræde kondens.

3.3.1 Udeklima

Normalt indeholder udeluften om sommeren omkring 10 g vanddamp pr. m³, svarende til en gennemsnitlig relativ luftfugtighed på ca. 75 %. Om vinteren er det absolutte vanddampindhold lavt, kun ca. 5 g pr. m³, men den relative luftfugtighed er høj, gennemsnitligt omkring 90 %, da luften ved den lave temperatur om vinteren ikke kan indeholde så meget vanddamp.

Figur 28 viser det område, som udeklimaet normalt varierer indenfor i løbet af et år. Også de gennemsnitlige variationer inden for et døgn i hver af årets måneder er vist.

Figur 28. Udeluftens temperatur, vanddampindhold og relative fugtighed, RF, varierer gennem året inden for det område, som er begrænset af den øverste kurve i vanddampdiagrammet og den kraftigt optrukne kurve. Diagrammet er udarbejdet på basis af meteorologiske observationer hver time døgnet rundt i en 15-års periode. 99 % af de målte timeværdier ligger i det viste område. De vandrette streger angiver de gennemsnitlige variationer i udeluftens temperatur og RF i løbet af et døgn i hver af årets måneder. Se også Figur 29.

Gennemsnitstal for et år eller for en måned dækker over store daglige variationer. Når temperaturen stiger i løbet af dagen, falder den relative luftfugtighed. Om sommeren er den relative luftfugtighed ofte nede omkring 50 % midt på dagen.

Når temperaturen falder om natten, stiger den relative luftfugtighed. Her når den ofte op på 100 %, så der dannes dug og måske tåge. Det sker især i klart vejr uden skydække til at reducere varmeudstrålingen fra jordoverfladen til rummet. Figur 29 viser et eksempel på, hvor store ændringer der kan optræde i udeluftens temperatur og relative fugtighed i løbet af et sommerdøgn med skyfri himmel.

I varmt og fugtigt sommervejr kan luftens fugtindhold være op til 15 g/m³, men efter passage af en koldfront vil fugtindholdet falde, fx til 8 g/m³.

Figur 29. I et sommerdøgn med skyfrit vejr varierer temperaturen ofte fra 20 °C om dagen til 5 °C om natten. Inden for samme døgn kan luftfugtigheden være lige ved 100 % RF om natten, mens den falder til fx 50 % ved middagstid. Grunden til den store variation i den relative luftfugtighed er, at luftens absolutte vanddampindhold er næsten konstant døgnet rundt. Det fugtindhold, der ved den høje temperatur om dagen svarer til 50 % RF, svarer ved den lavere temperatur om natten til næsten 100 %.

3.3.2 Indeklima

Den relative luftfugtighed varierer anderledes i indeluften end i udeluften. Det skyldes, at der ikke alene ventileres med (tilføres) udeluft, men også, at der tilføres fugt fra aktiviteter i bygningen.

Når kold udeluft om vinteren kommer ind i bygningen, bliver den opvarmet. Ved opvarmningen falder den relative luftfugtighed kraftigt, se figur 4. Imidlertid tilføres indeluften vanddamp fra udåndingsluft fra personer og dyr, fordampning fra planter samt fra aktiviteter i bygningen, fx madlavning, badning og vask.

Indeluftens fugtindhold kan altså betragtes som et samspil mellem:

udeluftens fugtindhold
fugtproduktionen i bygningen
ventilationens størrelse
bygningens volumen.

I vintermånederne er den relative fugtighed i boliger normalt mellem 30 og 50 %. I kolde perioder eller i bygninger med varmegenvinding, høj temperatur og/eller lav fugtproduktion, fx kontorer eller lagre, kan den relative luftfugtighed blive væsentligt lavere – ofte 20 % RF eller endnu lavere.

Luften i en opvarmet bygning vil på grund af fugttilførslen fra brugen komme til at indeholde mere vanddamp end udeluften. Dette forhold er afgørende for forståelsen af, hvordan bygningskonstruktioner skal opbygges. Det betyder også, at udluftning som hovedregel altid fjerner vanddamp fra rummet. Selv i regnvejr fjernes der vanddamp, når blot temperaturen indendørs er nogle få grader højere end udendørs. Figur 30 viser den typiske variation af luftfugtigheden ude og inde gennem året.

Figur 30. Typisk variation af den relative luftfugtighed ude og inde gennem året. Den relative fugtighed inde er højest fra juli til oktober, lavest fra december til marts. Det er forudsat, at fugttilførslen indendørs svarer til den øvre grænse for fugtbelastningsklasse 2 jf. figur 34. Inde-temperaturen er regnet til 23 °C i juli og august, 22 °C i juni og september, og 20 °C resten af året. Der kan være betydelige variationer i den relative luftfugtighed udendørs, fx afhængig af om bygningen ligger tæt på eller langt fra kysten.

Fugtproduktionen i bygninger skyldes som nævnt ovenfor brugen af bygningen, herunder de aktiviteter, der sker i den.

I boliger er der betydelig variation i fugtproduktionen fra husstand til husstand, både afhængig af antal personer i husstanden og beboernes adfærd, fx med hensyn til udluftning, badning og tøjtørring.

Ifølge svenske undersøgelser (Tolstoy, 1993) er fugtproduktionen i enfamiliehuse i gennemsnit ca. 10 kg/døgn og i boliger i etageejendomme ca. 6 kg/døgn. Danske undersøgelser (Koch et al., 1986) viser, hvordan fugttilskuddet fra forskellige kilder i en bolig er fordelt.

Tabel 2. Den daglige fugtproduktion fra forskellige kilder i en gennemsnitlig husholdning på to voksne og to børn (Koch et al., 1986).

Fugtkilde	Fugtproduktion (kg/dag)
Mennesker (ånding og sved)	3,5
Tøjtørring (ophængt indendørs)	1,8
Personlig hygiejne	1,3
Madlavning	0,9
Opvask	0,4
Rengøring af bolig	0,2
Planter	0,2
Diverse	0,2

I kontorbygninger, lagerbygninger og tilsvarende er fugtproduktionen ofte meget lav. Desuden er temperaturen i kontorbygninger som regel høj, hvilket sammen med den lave fugtproduktion medfører en meget lav relativ luftfugtighed – RF kan komme ned under 20 % i længere perioder.

I svømmehaller og andre bygninger med frie vandoverflader eller befugtningsanlæg kan der tilføres betydelige fugtmængder, og den relative luftfugtighed kan derfor i sådanne bygninger blive meget høj. I så fald skal der udvises særlig påpasselighed med udformning af bygningsdelene, for at de ikke skal blive skadet af fugt, se afsnit 3.3.3, Fugtbelastningsklasser.

Ventilationens størrelse karakteriseres som regel ved luftskiftet, der angiver, hvor mange gange luften i bygningen udskiftes i løbet af en tidsenhed (typisk en time).

Luftskiftet kan udtrykkes som:

n=\frac{L}{V}

(32)

hvor

L er mængden af tilført friskluft [m³/h]
V er bygningens volumen [m³].

I boliger kræves en udelufttilførsel på mindst 0,3 l/s m² iht. BR18 § 420-§ 452 (Bolig- og Planstyrelsen, 2018), hvilket ved en rumhøjde på 2,5 m svarer til et luftskifte på mindst 0,5 gange pr. time.

Luftens fugtindhold indendørs kan under forudsætning af konstant fugtproduktion beregnes som:

v_i=v_u+\frac{G}{nV}\left(1-\exponentialE^{-nt}\right)

(33)

hvor

v_ier vanddampindholdet i indeluften [kg/m³],
v_uer vanddampindholdet i udeluften [kg/m³],
G er fugtproduktionen [kg/h], og
t er tiden [h].

Da der normalt er størst interesse for forholdene efter lang tids forløb, dvs. store værdier af t, vil udtrykket med god tilnærmelse kunne skrives som:

v_i=v_u+\frac{G}{nV}

(34)

Andet led i ligningen betegnes ofte fugttilskuddet:

\Delta v=\frac{G}{nV}

(35)

Svenske undersøgelser viser, at fugttilskuddet i boliger pr. døgn varierer mellem 1,5 og 7 g/m³ med et gennemsnit på godt 3 g/m³. Værdierne for enfamiliehuse ligger lidt lavere end for boliger i etageejendomme, hvilket formentlig skyldes, at enfamiliehuse gennemgående har højere luftskifte, og at der er færre beboere pr. m².

Ventilationens indflydelse på fugtindholdet

I et tæt tillukket rum vil luften hurtigt blive mættet med vanddamp pga. fugttilskuddet fra brugen, fx fugtafgivelsen fra personer, der opholder sig i rummet. For at holde den relative luftfugtighed nede på et acceptabelt niveau, er det derfor nødvendigt med et vist luftskifte. Et luftskifte på omkring 0,5 gange i timen vil normalt være passende i boliger, se figur 31. Kun i særlige tilfælde, fx hvis ventilation/udluftning hindres, vil der optræde fugtproblemer.

Hvis luftskiftet er stort og fugttilførslen lille, kan den relative luftfugtighed blive lav, i frostperioder under 20 %.

Anvendes ligning (34), kan den relative luftfugtighed optegnes som vist på figur 32.

Figur 31. Fugttilførsel i bygninger kræver passende luftskifte

Figur 31. Fugttilførsel i bygninger kræver, at der er et passende luftskifte for at sikre, at den relative luftfugtighed kan holdes på et tilpas lavt niveau. Hvis fx rumluften er 20 °C, og der er 50 % RF, indeholder luften ca. 9 g vand pr. m³. Hvis udeluften indeholder 5 g vand pr. m³, fjernes der altså 4 g vand for hver m³ indeluft, der udskiftes med udeluft. En familie på 4 personer tilfører rumluften ca. 10 l (= 10.000 g) vand i døgnet. For at fjerne dette skal luftskiftet altså være 10000:4 = 2500 m³ pr. døgn eller ca. 100 m³ pr. time. Er boligen 80 m² med rumhøjde 2,5 m, i alt 200 m³, skal luften altså udskiftes på to timer for at fjerne den tilførte fugt. Luftskiftet skal med andre ord være 0,5 gange i timen – hvilket svarer til bygningsreglementets krav.

Figur 32. Illustration af, hvordan relativ luftfugtighed ændres som funktion af luftskiftet. Kurven er beregnet for en bolig på 200 m³ som anført i figur 31 og med samme tilførsel af udeluft og fugt. Hvis luftskiftet reduceres til under 0,5 gange (rumfanget) i timen, stiger den relative luftfugtighed kraftigt. Der vil herved hurtigt opstå høj relativ luftfugtighed (og eventuelt kondens) på kuldebroer og andre kolde overflader, fx på vinduer og ydervægge. Herved er der risiko for skimmelvækst. Ved et luftskifte på 0,25 gange i timen bliver den relative luftfugtighed fx ca. 75 % RF (= 13 g vand pr. m³ indeluft ved 20 °C), hvilket er uacceptabelt. Ved et luftskifte på 2 gange i timen bliver den relative luftfugtighed ca. 34 % RF, og øges luftskiftet yderligere, nærmer den relative luftfugtighed sig 29 % RF (den nederste punkterede streg). Det svarer næsten til, at der ikke sker fugttilførsel, dvs. at udeluft med et vanddampindhold på 5 g pr. m³ opvarmes til 20 °C.

3.3.3 Fugtbelastningsklasser

Ved fugtteknisk dimensionering kan såkaldte fugtbelastningsklasser anvendes til at beregne den fugtbelastning fra indeluften, som en konstruktionsdel bliver udsat for. Fugtbelastningsklasser er en forenklet metode til at beskrive, hvordan fugtproduktionen indendørs og luftskiftet påvirker vanddampkoncentrationen i indeluften.

Fugtbelastningsklasser kan ikke anvendes for skøjtehaller, køle- og fryserum og andre lignende bygninger, hvor fugtforholdene afviger væsentligt fra opvarmede bygninger. I sådanne bygninger kræves derfor særlig opmærksomhed på størrelse og retning af fugttransporten og placering af en eventuel dampspærre.

Fugtbelastningsklasserne kan i opvarmede bygninger benyttes i forbindelse med vurdering af risiko for kondens på kuldebroer og den deraf følgende risiko for skimmelvækst og angreb af trænedbrydende svampe.

DS/EN ISO 13788 (Dansk Standard, 2013) benytter 5 fugtbelastningsklasser betegnet fugtbelastningsklasse 1-5.

Tabel 3 giver eksempler på, hvilke rum der i henhold til standarden normalt vil befinde sig i hver af de 5 fugtbelastningsklasser. I Danmark tolkes boliger med ventilation som boliger, der opfylder bygningsreglementets krav om ventilation (0,3 l/s pr. m² opvarmet etageareal, ca. svarende til et luftskifte på 0,5 gang pr. time). Det vil typisk være enfamiliehuse med naturlig ventilation eller etageboliger med balanceret mekanisk ventilation. Boliger med ‘ukendt beboertæthed’ kan fx være udlejningsboliger uden mekanisk ventilation og med mere end 2 beboere pr. beboelsesrum. Undersøgelser i Skandinavien viser, at så høj fugtbelastning forekommer meget sjældent i boliger.

Fugtbelastningsklasserne i DS/EN ISO 13788 (Dansk Standard, 2013) må ikke forveksles med anvendelsesklasserne i Eurocode 5: Trækonstruktioner – Del 1-2 (Dansk Standard, 2007b).

Tabel 3. Eksempler på rum i fugtbelastningsklasserne i henhold til DS/EN ISO 13788 (Dansk Standard, 2013) modificeret i overensstemmelse med danske erfaringer.

Fugtbelastningsklasse
1	Ubenyttede bygninger, tørre lagerhaller, idrætshaller uden tilskuere, industribygninger uden fugtproduktion
2	Kontorer, forretninger, boliger med normal beboelsestæthed og ventilation¹
3	Boliger med ukendt beboelsestæthed,² idrætshaller med mange tilskuere³
4	Storkøkkener, kantiner, bade- og omklædningsrum
5	Specielle bygninger, fx vaskerier, bryggerier, svømmehaller

I Danmark anses en bolig for at have normal ventilation, hvis bygningsreglementets krav om ventilation er opfyldt.
Boliger uden mekanisk ventilation og mere end 2 personer pr. beboelsesrum.
I Danmark henregnes idrætshaller med mange tilskuere til fugtbelastningsklasse 3.

Figur 33 viser, hvordan fugttilskuddet forudsættes at aftage med stigende månedsmiddeltemperatur i udeluften. Det aftagende fugttilskud skyldes et forøget luftskifte på grund af øget naturlig ventilation, fx ved hyppig udluftning gennem åbne vinduer. Fugttilskuddet antages at være nul, når udeluftens månedsmiddeltemperatur er 20 °C eller derover.

Figur 33. Fugttilskud og øget damptryk i fugtbelastningsklasserne 1-5

Figur 33. Der forventes et fugttilskud eller et øget damptryk i fugtbelastningsklasserne 1-5, der afhænger af udeluftens månedsmiddeltemperatur i henhold til DS/EN ISO 13788 (Dansk Standard, 2013). I fugtbelastningsklasse 5 bør der anvendes måledata, men hvis sådanne ikke er tilgængelige, kan den punkterede linje anvendes. De viste kurver er grænsekurver mellem fugtbelastningsklasserne. Det ses, at der er betydelig forskel på det forventede fugttilskud i de kolde perioder af året, mens der ikke forventes noget betydende fugttilskud i de varmeste perioder for nogen af klasserne.

Tabel 4 viser beregnede fugtindhold i indeluften for de forskellige fugtbelastningsklasser i henhold til standarden DS/EN ISO 13788 (Dansk Standard, 2013) og baseret på det danske referenceår, DRY (DMI, 2013).

Tabelværdier for grænsekurverne mellem fugtbelastningsklasserne i figur 33 er vist i tabel 4. Med mindre måleresultater eller anden viden om de aktuelle forhold taler for noget andet, anbefales det, at man i beregninger anvender de øvre grænser for de enkelte fugtbelastningskurver, se tabel 4.

Tabel 4. Fugtbelastningsklassegrænser (% RF) i henhold til DS/EN ISO 13788 (Dansk Standard, 2013) beregnet på grundlag af månedsgennemsnittene for udeluftens temperatur og relative fugtighed iht. DRY 2013.

Måned	Luft- temperatur	RFude	Inde-temperatur		Øvre fugtbelastningsklassegrænser
	DRY	DRY			% RF
	°C	%	°C	1	2	3	4
Januar	0,7	89	20	36	47	58	69
Februar	0,4	91	20	36	47	59	70
Marts	-0,7	87	20	33	44	56	68
April	7,1	76	20	42	49	57	64
Maj	11,5	76	20	51	56	61	66
Juni	14,2	80	22	55	58	61	63
Juli	17,8	77	23	60	61	62	63
August	17,9	74	23	58	59	60	61
September	14,5	78	22	55	57	60	63
Oktober	9,8	88	20	53	59	65	71
November	3,4	91	20	41	50	60	69
December	0,7	93	20	37	48	59	70

3.3.4 Sommerkondens

Sommerkondens er betegnelsen for kondens, der opstår på den udvendige side af dampspærren (mod isoleringen) ved kraftig solpåvirkning. Sommerkondens kan fx opleves som dryp fra lofter, som følge af at den kondenserede fugt er trængt ind gennem samlinger og tilslutninger i dampspærren.

Hvis en konstruktion bliver opfugtet udvendig, fx af slagregn, medfører det et højt damptryk i konstruktionens ydre dele, hvis den efterfølgende opvarmes kraftigt ved solpåvirkning. Det høje damptryk vil kunne drive fugten ind i konstruktionen, hvor der er risiko for, at den vil kondensere på ydersiden af en eventuel dampspærre (på konstruktionens inderside). Især konstruktioner med stor fugtkapacitet og moderat varmekapacitet, fx blanke teglstensvægge eller massive gasbetonvægge, kan indeholde betydelige mængder vand, som kan drives ind i konstruktionen. Tilsvarende i en tagkonstruktion, hvor opvarmning kan drive fugt ud, fx af bjælker eller krydsfiner, hvorefter der sker kondensation på oversiden af dampspærren. I uheldige tilfælde kan det medføre, at kondens kan dryppe gennem sømhuller etc.

Risikoen for sommerkondens er størst i uopvarmede bygninger, fx sommerhuse, idet der om vinteren ikke er nogen udadrettet varmestrøm, som kan drive fugten ud igen. I uopvarmede bygninger vil det derfor i princippet være bedst at udelade dampspærren. I sommerhuse må det dog alligevel tilrådes, at der anvendes dampspærre, da de fleste sommerhuse i dag anvendes hele året – eller måske på et senere tidspunkt kan forventes at blive det. I alle tilfælde må det tilrådes, at facaden beskyttes med et godt udhæng, og at facadebeklædningen behandles med en vandafvisende overfladebehandling. Begge dele forhindrer unødig fugtoptagelse og reducerer dermed efterfølgende fugttransport til bagvedliggende materialer ved solpåvirkning.

3.3.5 Fugtforhold i køle- og frysehuse

I køle- og frysehuse vil det typisk være nødvendigt at anvende dampspærre på grund af de store damptryksforskelle mellem det kolde indre og klimaet udenfor. Fugttransporten vil gå fra omgivelserne og ind i køle- eller fryserum. I sådanne konstruktioner er isoleringens varme side som hovedregel på konstruktionens yderside, og det er her, dampspærren skal anbringes for at sikre mod indtrængning af vanddamp fra omgivelserne.

Ved skøjtehaller og andre bygninger, hvor klimaet inde og ude ikke følger sædvanlige variationer, skal der træffes særlige foranstaltninger afpasset efter det forventede brugsmønster, fx hvor ofte og hvor lang tid der er køling på bygningen eller dele af den.

Hvis der på et senere tidspunkt sker ændring af sådanne bygningers anvendelse, er det vigtigt at være opmærksom på, at det kan være nødvendigt at ændre konstruktionerne, så de passer til de nye brugsforhold – dampspærren skal også efter ændring af brug ligge, så den beskytter mod opfugtning altså på den varme side af isoleringen.