Gå til indhold

5 FUGTBEREG­NINGER

For at vurdere en konstruktions fugttekniske funktion kan det være nødvendigt at beregne fugtforholdene i konstruktionen. Beregningerne bør dog altid suppleres med vurdering af de aktuelle forhold baseret på praktisk erfaring.
De beregningsværktøjer, der er til rådighed, spænder fra grove indledende vurderinger, over håndberegninger til brug under stationære forhold og til computersimuleringer af ikke-stationære varme- og fugtforhold (forhold, der varierer over tid). 
Ved alle former for beregninger er der behov for viden om den opgave, der skal løses, og de parametre, der indgår i beregningsmodellen. 
Der er typisk behov for viden om:
  • Hvad er det for en opgave, der skal løses, fx bygningstype og beliggenhed.
  • Udvendige og indvendige klimapåvirkninger, fx temperatur, relativ luftfugtighed og fugttilskud.
  • Solstråling, temperatur og nedbør.
  • Materialeparametre fx dampdiffusionsmodstand og varmeledningsevne.
  • Startbetingelser for materialer.
Fugtberegninger er generelt forholdsvis usikre, især fordi de klima- og materialeparametre, som indgår i beregningerne, er usikre eller ofte ukendte.

5.1 Opgavebeskrivelse

Opgavebeskrivelsen bør inkludere den geografiske placering, bygningstype og brug samt den konstruktion og/eller detalje, der ønskes undersøgt. Der kan være behov for at oplyse om orientering og placering af bygningen og om, hvor på bygningen der undersøges, fx hvilket verdenshjørne den undersøgte konstruktion er orienteret mod, og hvilken højde den har i forhold til terræn. 
De ydeevnekrav, løsningen skal opfylde, må specificeres, og dette gælder eventuelt også den ønskede eller forventede levetid. Endelig skal den periode, der beregnes/simuleres over, fastlægges.

5.2 Klimaparametre

Det bedste grundlag for klimaparametre er naturligvis at udføre målinger over en relevant, længere periode i den pågældende bygning. Som regel må der dog tages udgangspunkt i erfaringstal for temperatur- og fugtforhold for den type anvendelse, bygningen er beregnet til. Hvis der er estimeret egne data, skal disse beskrives.

5.2.1 Indeklimaet

Fugtindhold i indeklimaet kan fastsættes ved at lade det indendørs vanddampindhold følge det udendørs med et tillæg svarende til det forventede fugttilskud, som om vinteren typisk er 3-5 g/m3 for boliger. I andre tilfælde kan fugttilførslen skønnes efter bygningens anvendelse.
For bygninger med befugtning eller anden klimaregulering anvendes de betingelser, som anlægget er reguleret ind til.
Hvis ingen af disse muligheder foreligger, kan man benytte værdier for den fugtbelastningsklasse, som bygningen ligger i. Ved håndberegninger og simple beregningsmetoder vil det i reglen være tilstrækkeligt at beskrive indeklimaets parametre ved månedsvise værdier. 
For kølerum, skøjtehaller og fryserum anvendes de værdier, som klimaanlæggene er indreguleret til.

5.2.2 Udendørs forhold

Udendørs forhold er vanskeligere at bestemme end indendørs forhold, fordi de er meget mere variable. Desuden er den valgte beregningsmetode ofte afgørende for det antal parametre i udeklimaet, der er behov for, herunder deres detaljeringsgrad, fx månedsmiddel- eller timeværdier. Ofte må man vælge, om solens indflydelse skal medregnes. Som regel er det på den sikre side at se bort fra solopvarmningen af de udvendige flader, men i så fald kan potentialet for udtørring om sommeren eller risiko for sommerkondens ikke vurderes. 
På en vindstille, solrig sommerdag kan temperaturen af en mørk tagflade komme op på 60-70 °C. Omvendt kan udstråling til det kolde himmelrum i vindstille, klare perioder sænke den udvendige overfladetemperatur til nogle grader under luftens. 
På grund af damptrykkets særdeles kraftige og ikke-lineære stigning med temperaturen kan selv korte perioder med kraftig påvirkning af sol og deraf følgende høje udvendige overfladetemperaturer betyde ganske meget for udtørringen af en konstruktion. Derfor er det fx ikke helt korrekt at benytte sæsonbestemte middelværdier af den udvendige temperatur, da effekten af en solopvarmet overflade derved ikke kan tages i regning.
Oplysninger om udeklimaet kan måske ved grove indledende vurderinger begrænses til forholdene i den koldeste måned, der jf. DRY 2013 er marts i Danmark, hvor der typisk er –0,74 °C og 87 % RF, eller ved at anvende mere ekstreme randbetingelser. Hvorimod computersimuleringer kræver timeværdier af fx slagregn, hvor der skal kendes samhørende vejrdata for nedbør, vindhastighed og -retning.

Det danske design-referenceår

Til beregning og især til computersimuleringer af fugtforhold er der brug for langt flere oplysninger end til mindre detaljerede beregninger som fx glaser-beregning. De fleste klimadata kan findes i det danske design-referenceår (Danish Design Reference Year – DRY), som dog ikke indeholder data for nedbør. DRY er især udviklet til energiberegninger og indeklimasimuleringer (Wang et al., 2013; Nielsen, 2019), og vægtningen af klimaparametre er ikke direkte målrettet mod simulering af konstruktioners fugtforhold. DRY indeholder timeværdier for historiske klimadata for et typisk år med nogen variation, men uden ekstremer. 

Sol og udstråling

Der benyttes månedsmiddelværdier for den udvendige overfladetemperatur, hvor der tages hensyn til ind- og udstrålingsforholdene. Den absorberede solindstråling på en udvendig flade med den aktuelle sol-absorptans, hældning og orientering skal bestemmes. Endvidere skal den langbølgede udstråling til himmelrum og andre synlige omgivelser vurderes. Der benyttes luftens faktiske middeldamptryk. Absorptionen afhænger af overfladematerialet og beregnes normalt af simuleringsprogrammer.

5.3 Materialeegenskaber

Materialers egenskaber har stor betydning for konstruktioners fugtforhold. De anvendte materialer og deres egenskaber har derfor også stor indflydelse på resultater af beregninger og dermed på vurderingen af konstruktioners fugttekniske ydeevne. Alle materialer skal derfor beskrives, og de nødvendige og/eller væsentlige egenskaber skal findes (eller om nødvendigt skønnes) inden beregning. Materialedata findes typisk i tabeller, fx håndbøger eller programmers materialedatabaser. I nogle tilfælde kan data skaffes fra materialeleverandøren. 
Nogle vigtige materialeegenskaber er varmeledningsevne, specifik varmekapacitet, porøsitet, densitet, vanddamppermeabilitet eller vanddampdiffusionsmodstand og sorptionskurve. Der bør angives kilder for oplysninger om materialerne, især hvis der er anvendt materialer, som ikke findes i simuleringsprogrammets database. Ofte er det ikke muligt at finde oplysninger om de eksakte materialer i tabeller eller programmernes materialedatabaser. I så fald må egenskaberne skønnes, og det er vigtigt at oplyse om de skøn, der er foretaget. 

5.4 Startbetingelser

For håndberegninger og stationære beregninger er det ikke nødvendigt at angive startbetingelser, fx temperatur- og fugtindhold. Ved ikke-stationære beregninger kan startbetingelser derimod have stor betydning. Startbetingelser, fx temperatur, relativ fugtighed og fugtkilder, skal derfor angives. Herunder angives, om de samme værdier gælder for hele konstruktionen, eller om der skal regnes med forskellige værdier igennem konstruktions materialelag. Dette er fx relevant, hvis der regnes på opfugtede materialer, fx efter en vandskade. 

Netinddeling

Fugtberegninger kræver ofte, at konstruktion og materialer inddeles i flere sektioner og/eller lag, fx med et ‘net’, hvor forholdene i hver del af nettet beregnes. Netinddeling har stor betydning for beregningstiden og nøjagtigheden af resultatet, især når der udføres ikke-stationære beregninger. Ofte vil netinddeling være et kompromis mellem beregningstid og nøjagtighed, og derfor bør der indledningsvis foretages en vurdering af netinddelingens indflydelse på resultatet.

5.5 Dugpunktsmetoden

Ved dugpunktsmetoden sammenholdes dugpunktstemperaturen af luft, der omgiver eller findes i en konstruktion, med de temperaturforhold, der kan optræde i konstruktionens fugtfølsomme lag. Hvis der forventes temperaturer, der er lavere end dugpunktstemperaturen, må konstruktionen forbedres. Dette kan illustreres ved nedenstående eksempel.

5.5.1 Eksempel på beregning af dugpunkt

Et tag består udefra af tagmembran, krydsfiner, isolering, dampspærre og loftbeklædning. Hvis der er tvivl om dampspærrens tæthed/ydeevne, må det antages, at der kan være fugtligevægt mellem tagkonstruktionens indre og indeluften.
Er der fx under vinterforhold 20 °C og 40 % RF i indeluften, vil indeluftens damptryk være 0,4 ∙ 2337 Pa = 935 Pa. Under vinterforhold kan temperaturen på krydsfineren beregnes til ca. 2 °C. For at undgå skimmelvækst på tagkrydsfineren skal den relative luftfugtighed på overfladen holdes under 75 %, dvs. at damptrykket på tagkrydsfineren ikke må overstige 0,75 ∙ pm (2 °C) = 0,75 ∙ 705 Pa = 529 Pa.
Indeluftens forventede damptryk er altså højere end det tilladelige, og der er derfor risiko for skimmelvækst på tagkrydsfineren.
Hvis udbedring foretages ved at isolere taget udvendig for at hæve temperaturen på krydsfineren, skal der mindst bruges så meget isolering, at indeluftens damptryk netop svarer til 75 % af mætningsdamptrykket ved den nye temperatur.
p_m{\text{\lparen ved krydsfiner})=\frac{p_{\text{indeluft}}}{RF_{\text{kritisk}}}=\frac{935Pa}{0,75}1247Pa}(37)
Dette mætningsdamptryk findes ved ca. 10,2 °C ved formel (39) eller interpolation i tabel (Appendiks A, tabel 3).

5.6 Glasers metode

Glasers (beregnings)metode for vanddampdiffusion er en stationær beregningsmetode, som anvender konstante forhold på de to sider af konstruktionen. Ved at beregne for en række perioder med forskellige konstante forhold, fx svarende til månedsintervaller, kan der fås et overblik over opfugtning og udtørring som funktion af tid. 
Metoden er beskrevet i DS/EN ISO 13788, Byggekomponenter og -elementers hygrotermiske ydeevne – Indvendig overfladetemperatur for at undgå kritisk overflade- og mellemrumskondens – Beregningsmetode (Dansk Standard, 2013). Beskrivelsen i dette afsnit er i overensstemmelse med denne standard.

Beregningsmetodens begrænsninger

Glasers metode har en række begrænsninger, som medfører betydelig usikkerhed på resultaterne. De væsentligste er:
  • Metoden er stationær. Klimabetingelserne må derfor vælges som egnede middelværdier for passende perioder. Fugtligevægt i konstruktionens lag forudsætter nemlig, at klimabetingelserne har været konstante så længe, at der er opnået fugtligevægt i konstruktionens lag, hvilket normalt ikke vil være tilfældet i praksis – især ikke for tunge og tætte materialer. 
  • Materialeparametrene antages at være konstante. Materialers varmeledningsevne og diffusionsmodstand kan være påvirket af fugtindholdet, hvilket har betydning for både temperatur- og fugtforholdene.
  • Fordampning og kondensation, som har betydning for temperaturen, indgår ikke i beregningerne.
  • Forhold som slagregn, solindstråling og langbølget stråling tages ikke i betragtning.
  • Mange byggematerialer er hygroskopiske og kan derfor optage en vis mængde vanddamp og transportere det videre ved kapillarsugning og fordampning fra overfladen.
  • Beregningsmetoden drejer sig kun om vanddampdiffusion. Der tages ikke hensyn til eventuel fugttransport i væskeform (kapillartransport) eller ved konvektion.
  • Metoden er endimensional, selvom de fleste konstruktioner i virkeligheden har to- eller tredimensional opbygning. Man må altså skønne, hvilket tværsnit gennem konstruktionen det vil være mest hensigtsmæssigt at undersøge.

Beregningsmetodens anvendelse

På trods af en række begrænsninger giver Glasers metode et fingerpeg om, hvor egnet en konstruktion er. Metoden forudsætter, at byggefugt er tørret ud, og den kan således ikke anvendes til at beregne udtørring af byggefugt. Metoden er derfor bedst egnet til at give et overslagsmæssigt skøn over fugtforholdene, og man skal være opmærksom på metodens begrænsninger.
Metoden anvendes især til to formål:
I begge tilfælde skal beregningen i princippet udføres for flere perioder af året, fx for hver måned. 
Ved vurdering af kondensrisikoen i en konstruktion kan metoden indledningsvis anvendes til at beregne fugtforholdene under vinterkonditioner, fx ved –10 °C og 90 % RF ude. Viser beregningerne, at der ikke kommer kondens under kolde og fugtige vinterforhold, vil konstruktionen fungere under normale klimaforhold (forudsat at den ikke påvirkes af fugtforhold, som ikke indgår i beregningen). 
For at vurdere fugtforholdene gennem et helt år, udføres beregningerne typisk for hver måned. Da udeklimaet varierer meget fra år til år, skal en Glaser-beregning med kondensering og udtørring baseret på månedsmiddelværdier altid vurderes med forsigtighed.  
Beregningen af overfladefugtniveauet leder hen mod en tilladelig indvendig temperatur, fx i forhold til kondens eller skimmelvækst ved en given fugtbelastning. 
Glasers metode kan med fordel indlægges i regneark, så beregninger med forskellige klimabetingelser eller konstruktioner lettere kan foretages.

5.6.1 Temperaturfordeling

Temperaturen spiller en stor rolle for fugtforholdene i en konstruktion, og alle beregninger indledes derfor med at fastsætte temperaturerne i konstruktionen.

Randbetingelser

  • Udendørstemperatur sættes som månedsmiddelværdien for den pågældende måned. 
  • Indendørstemperaturen sættes efter forventet niveau, afhængig af bygningens anvendelse. 
  • Jordtemperatur ved konstruktioner mod jord sættes til årsmiddelværdien for udetemperaturen.

Bestemmelse af temperatur

Bestemmelse af temperaturen, θ, igennem konstruktionen sker ved forholdstalsregning. Temperaturændringen over et materialelag afhænger af det pågældende lags isolans. Det forhold, temperaturændringen over et lag udgør af den samlede temperaturændring over konstruktionen, er derfor det samme som lagets isolans, Rm, i forhold til konstruktionens samlede isolans, ΣR.
Temperaturændringen, Δθ, over lag m kan derfor beregnes som:
$$ \Delta\theta_m=\left(\frac{R_m}{\sum R}\right)\left(\theta_{\textrm{inde}}-\theta_{\textrm{ude}}\right) $$
$$ \Delta\theta_m=\left(\frac{R_m}{\sum R}\right)\left(\theta_{\textrm{inde}}-\theta_{\textrm{ude}}\right) $$(38)

Bestemmelse af isolans

Isolansen af hvert enkelt lag beregnes som dets tykkelse divideret med dets varmeledningsevne. Design-varmeledningsevnen, som kan bruges til praktiske beregninger, kan for en række materialer findes i tabel 25 i appendiks A til DS 418:2011 + Till. 1:2020, Beregning af bygningers varmetab (Dansk Standard, 2020) eller DS/EN ISO 10456:2008, Byggematerialer og -produkter – Hygrotermiske egenskaber – Tabeldesignværdier og procedurer til bestemmelse af termiske deklarerede værdier og termiske designværdier (Dansk Standard, 2008). Herudover henvises til VarmeIsoleringsForeningens hjemmeside, www.vif-isolering.dk, der indeholder yderligere oplysninger, fx om varmeledningsevne og U-værdier, eller producenters hjemmesider.

Bestemmelse af overgangsisolans

Ved konstruktionens ind- og udvendige overflader er der et lille temperaturspring, fordi der ikke er helt ideel termisk kontakt mellem overfladen og luften i omgivelserne. Der regnes derfor med en overgangsisolans på hver side af konstruktionen. 
Overgangsisolansen sættes jf. DS 418:2011 + Till. 1:2020, Beregning af bygningers varmetab (Dansk Standard, 2020) til:
  • 0,04 m2K/W på den udvendige side af en konstruktion, der vender mod det fri.
  • 0,13 m2K/W for indvendige flader, som højst afviger 30° fra lodret, fx ydervægge.
  • 0,10 m2K/W for indvendige flader, hvis varmestrømmen er opadgående, fx lofter.
  • 0,17 m2K/W for indvendige flader, hvis varmestrømmen er nedadgående, fx gulve.
Metoden, som dette er baseret på, er beskrevet i DS/EN ISO 13788 (Dansk Standard, 2013). Bemærk, at metoden kun opererer med disse overgangsisolanser ved beregning af kondensation inde i en konstruktion og overfladekondensation på døre og vinduer. Ved vurdering af overfladekondensation og skimmelrisiko på ikke synlige konstruktioner sættes overgangsisolansen til 0,25 m2K/W. Dette er for at være på den sikre side og få repræsenteret betydningen af fx hjørner eller møbler.
For konstruktioner mod jord medregnes jorden med en isolans som anført i DS 418:2011 + Till.1:2020.

Bestemmelse af isolans for hulrum

Isolansen for ikke-ventilerede luftlag inde i konstruktionen kan findes direkte af tabeller i DS 418:2011 + Till.1:2020, som angiver isolansen afhængig af luftlagets tykkelse og varmestrømmens retning. 
Hvis et hulrum er ventileret til det fri gennem små åbninger, medregnes dette svagt ventilerede luftlag med en isolans, der er det halve af isolansen for et tilsvarende ikke-ventileret luftlag. Et svagt ventileret luftlag defineres som et hulrum, hvor åbningerne til det fri for lodrette hulrum er mellem 5 og 15 cm2 pr. meter vandret længde – det ses fx ved udkradsede studsfuger i en formur – og for vandrette hulrum mellem 5 og 15 cm2 pr. m2 overfladeareal. Hvis åbningerne er mindre end disse mål, regnes hulrummet for ikke-ventileret. Isolansen af beklædninger på ydersiden af svagt ventilerede luftlag kan medregnes op til en værdi på 0,15 m2·K/W.
Hvis åbningerne er større end grænserne for et svagt ventileret hulrum, betragtes hulrummet som ventileret. I så fald sættes isolansen af hulrummet og samtlige lag på ydersiden af hulrummet (ud til den udvendige overflade) samt den udvendige overgangsisolans til samme værdi som den indvendige overgangsisolans for den pågældende konstruktion. 

Eksempel på beregning af temperaturfordeling

En ydervæg består udefra af 110 mm skalmur, 200 mm mineraluld (med design-varmeledningsevne 0,032 W/m∙K), 100 mm porebeton og akrylmaling. 
Temperaturforholdene er givet ved værdierne fra tabel 4. Eksemplet viser forholdene i november. 
Beregningen af temperaturfordelingen udføres ved hjælp af skemaet i tabel 10. Skemaet udfyldes med kendte data om materialetykkelser, varmeledningsevner, kendte isolanser og temperaturer i luften på hver side af konstruktionen (markeret med fed skrift i skemaet). Herefter beregnes de resterende isolanser og dernæst temperaturændringerne over hvert enkelt lag. Til sidst bestemmes temperaturerne i laggrænserne. For overskuelighedens skyld er de enkelte materialelag ikke opdelt. DS/EN ISO 13788:2013 (Dansk Standard, 2013) beskriver dog, at hvert lag højst må have en isolans på 0,25 m2K/W.
Det vil kun være nødvendigt at dele op ved massive homogene konstruktioner, hvor kondens kan forekomme i midten af materialet. I praksis forekommer den slags konstruktioner meget sjældent, og derfor opdeles fx isoleringslag ikke.
Temperaturfordelingen er optegnet i figur 35.
Varmetabet gennem konstruktionen [W/m2] kan beregnes som det samlede temperaturfald divideret med den samlede isolans.
Tabel 10. Eksempel på beregning af temperaturfordeling gennem ydervæg i november.
Materiale
Tykkelse
d
m
Varmeledningsevne
λ
W/m·K
Varmeledningsevne
λ
W/m·K
Temperaturændring
Δθ
°C
Temperatur
θ
°C
Udvendig overgang
0,04
0,09
3,38
3,47
Skalmur
0,11
0,61
0,18
0,41
3,88
Isolering
0,2
0,032
6,25
14,20
18,08
Porebeton
0,1
0,14
0,71
1,62
19,70
Akrylmaling
0,001
1,0
0,00
0,00
19,70
Indv. overgang
0,13
0,30
20
ΣR
7,32
θinde-θude
16,62
Figur 35. Eksempel på optegning af beregnede temperaturer, mætningsdamptryk og aktuelle damptryk gennem en konstruktion.
Figur 35. Eksempel på optegning af beregnede temperaturer, mætningsdamptryk og aktuelle damptryk gennem en konstruktion. Materialerne er afbildet med korrekt forhold mellem lagtykkelser af materialer.

5.6.2 Damptrykfordeling

Beregning af damptrykforholdene i konstruktionen gennemføres efter samme fremgangsmåde som beregning af temperaturfordelingen. Det skal dog kontrolleres, at de beregnede damptryk i laggrænserne ikke bliver højere end de tilhørende mætningsdamptryk. 

Randbetingelser

  • Udvendige fugtforhold: Damptrykket bestemmes ud fra månedsmiddelværdier (temperatur, θude og relativ fugtighed, RF) for udeklimaet, hvor pude bestemmes ved
    pude = RF ∙ pm(θude). For lette konstruktioner, der reagerer på temperaturændringer, som sker på kortere tid end et døgn, sættes den udvendige relative luftfugtighed til 95 %.
  • Indvendige fugtforhold: pinde = pude + Δp, hvor Δp bestemmes ud fra bygningens forventede anvendelse, dvs. forventet fugttilførsel ofte udtrykt ved fugtbelastningsklassen. Hvis fugtforholdene inde holdes konstante, kan denne værdi vælges. 
  • Fugtforhold i jord sættes til mættet damptryk, dvs. RF = 100 %.

Bestemmelse af mætningsdamptryk

Ved tabelopslag bestemmes, hvilke mætningsdamptryk der svarer til de tidligere beregnede temperaturer i laggrænserne. Anvendes i stedet beregning, kan som tilnærmelse anvendes følgende formler:
p_m=610,5\times\exponentialE^{\frac{17,269\theta}{237,3+\theta}}, for θ ≥ 0 °C (39)
p_m=610,5\times\exponentialE^{\frac{21,875\theta}{265,5+\theta}}, for θ < 0 °C (40)

Bestemmelse af diffusionsmodstand

For membraner, overfladebehandlinger mv. kan man som regel få oplyst diffusionsmodstande, Z-værdier, fra leverandøren. Alternativt kan vejledende værdier findes i tabel 22 i appendiks A. For luftlag sættes Z-værdien til 0,05 ∙ 109 Pa∙m2 ∙ s/kg, uanset luftlagets tykkelse eller orientering.
For materialer, hvor diffusionsmodstanden, Z-værdien, ikke kendes direkte, kan den beregnes som materialets tykkelse divideret med dets vanddamppermeabilitet. Tabel 21 i appendiks A viser vejledende eksempler på damppermeabilitet for en række forskellige byggematerialer.

Bestemmelse af damptryk

Overgangsmodstandene for fugt er så små, at man i reglen kan se bort fra dem – de sættes i tabellen til 0. Damptrykket på de to sider af konstruktionen bestemmes ud fra de konstaterede/antagne relative fugtigheder og mætningsdamptrykket i omgivelserne. Damptrykfaldet over et lag, m, udgør samme andel af det samlede damptrykfald, som lagets Z-værdi, Zm, udgør af konstruktionens samlede Z-værdi, ΣZ. 
Damptrykforskellen over et materialelag kan derfor findes som:
\Delta p_m=\left(\frac{Z_m}{\sum Z}\right)\left(p_{\text{inde}}-p_{\text{ude}}\right)(41)
Skemaet fra temperaturberegningen udvides med nye kolonner, eller der fortsættes i et nyt skema. Beregningen af damptrykfordelingen er vist i tabel 11, hvor fugtforholdene inde svarer til fugtbelastningsklasse. 
Den relative fugtighed er beregnet i sidste kolonne som forholdet mellem de beregnede damptryk ved hver laggrænse og mætningsdamptrykket på samme sted. Hvis RF overalt er under 100 %, vil der ikke forekomme kondens i konstruktionen under de anvendte betingelser. Det bør dog også kontrolleres, at de fundne relative fugtigheder ikke kan give anledning til nedbrydning af materialerne etc. 
Nogle materialer, fx metalplader, har så stor diffusionsmodstand, at de stopper effektivt for vanddamp. For at kunne gennemføre beregninger i sådanne tilfælde, kan der derfor indsættes en meget høj Z-værdi (svarende til at damppermeabiliteten fx sættes til 2∙10-15 kg/(m·s·Pa).
Tabel 11. Eksempel på beregning af damptrykfordeling. Skemaet er en videreførelse af skemaet om beregning af temperaturfordeling. Materialekonstanter og klimaværdier er angivet med fed, resten er beregnede værdier. Markering med rødt i skemaet betyder, at der forekommer kondens.
Materiale
Tykkelse
d
m
Varmeled-ningsevne
λ
W/m·K
Isolans
R=d/λ
m2K/W
Temperatur-
ændring
Δθ
°C
Tempe-
ratur
θ
°C
Mætnings-damptryk
pm
Pa
Dampper-meabilitet
δ
kg/m·s·Pa
Diffusions-
modstand
Z=d/δ
Pa·m2·s/kg
Damp-
tryks-
fald
Δp
Pa
Damp-
tryk
p
Pa
Relativ
fugtig-
hed
RF
%
Udvendig overgang
0,04
0,09
3,38
778
707
91
3,47
783
707
90 
Skalmur
0,11
0,61
0,18
0,41
2,00E-11
5,50E+09
244
3,88
806
951
> 100 (118)
Isolering
0,2
0,032
6,25
14,20
2,00E-10
1,00E+09
44
18,08
2.073
996
48
Pore-beton
0,1
0,14
0,71
1,62
6,70E-11
1,49E+09
66
19,70
2.294
1.062
46
Akryl-maling
0,001
1,0
0,00
0,00
2,50E+09
111
19,70
2.295
1.173
51
Indv. overgang
0,13
0,30
20
2.337
1.173
50
ΣR
7,32
θinde-θude
ΣZ
1,05E+10
pinde-pude
466

5.6.3 Korrigeret damptrykfordeling

Hvis der er laggrænser, hvor det beregnede damptryk overstiger mætningsdamptrykket, må beregningen korrigeres, da dette ikke er fysisk muligt. Beregningen må derfor gentages med den ændrede forudsætning, at der forekommer kondens, dvs. RF = 100 %, i den laggrænse, hvor damptrykket blev for højt ved den første beregning. Damptrykket i den kritiske laggrænse må derfor sættes lig med mætningsdamptrykket det pågældende sted. Der kan eventuelt være tale om kondensation i mere end én laggrænse. I det tilfælde sættes damptrykket lig med mætningsdamptrykket i begge laggrænser.
Beregning af damptrykfordelingen foretages på ny på hver side af den laggrænse, hvor der er kondens (kondenspunktet). Fra kondenspunktet fordeles damptrykforskellene ud til hver af konstruktionens sider på samme måde som før, dvs. proportionalt med diffusionsmodstandene af lagene på hver side af kondenspunktet. Beregningen er vist i tabel 12. Områder, hvor der forekommer kondens, er markeret med gult, mens områder, der skal beregnes på ny, er markeret med grønt. Den fede linje mellem skalmur og isolering markerer den laggrænse, hvor der er kondens. Hjælpestørrelserne ΣZu og ΣZi står for de samlede diffusionsmodstande fra kondenspunktet til henholdsvis konstruktionens yder- og inderside. Tilsvarende står hjælpestørrelserne Δpu og Δpi for damptrykforskellene mellem henholdsvis kondensationspunktet og konstruktionens yder- og inderside.
I det viste eksempel bliver beregningen på ydersiden ganske simpel, da kun forholdene på laggrænsen på ydersiden af skalmuren skal beregnes, og her er damptrykket det samme som udeluftens. Fra kondenspunktet og indad findes damptrykfordelingen ved egentlig beregning.
De fundne damptrykfordelinger før og efter korrektion er optegnet i figur 35 (væggen er tegnet med korrekt forhold mellem materialetykkelser) og figur 36 (væggen er tegnet med tykkelser, der er proportionale med materialelagenes Z-værdier).
Fugtstrømmen ind i konstruktionen kan beregnes som damptrykforskellen mellem indeklimaet og kondenspunktet divideret med ΣZi. Fugtstrømmen ud af konstruktionen kan beregnes som damptrykforskellen mellem kondenspunktet og udeklimaet divideret med ΣZu.
I det viste eksempel fås en dampstrøm ind gennem bagmur og isolering på 7,35∙10-8 kg/(m2 · s) = 190 g/m2 pr. måned. Dampstrømmen ud gennem skalmuren bliver 1,8∙10-8 kg/(m2 · s) = 47 g/m2 pr. måned. 
Det vil sige, at ca. 190 – 47 = 143 g/m2 kondenserer inde i konstruktionen i den givne måned.
Ved at foretage en beregning af forholdene hver måned kan det fx vurderes, om den kondenserede vandmængde kan nå at tørre ud i løbet af et år. 
Tabel 12. Eksempel på beregning af damptrykfordeling efter korrektion for mætning. Kondenspunktet ligger mellem skalmur og isolering. Hvor der forekommer kondensation (markeret med gult), sættes damptrykket lig mætningsdamptrykket. I forhold til tabel 14 foretages herefter en ny beregning af områder med grøn baggrund. I begge beregninger indgår også det gule felt.
Materiale
Tykkelse
d
m
Varmeled-ningsevne
λ
W/m·K
Isolans
R=d/λ
m2K/W
Temperatur-ændring
Δθ
°C
Temperatur
θ
°C
Mætnings-damptryk
pm
Pa
Damppermeabilitet
δ
kg/m·s·Pa
Diffusions-
modstand
Z=d/δ
Pa·m2·s/kg
Damptryksfald
Δp
Pa
Damptryk
p
Pa
Relativ fugtighed
RF
%
Udvendig overgang
0,04
0,09
3,38
778
707
91
3,47
783
707
90 
Skalmur
0,11
0,61
0,18
0,41
2,00E-11
5,50E+09
99
3,88
806
806
= 100
Isolering
0,2
0,032
6,25
14,20
2,00E-10
1,00E+09
73
18,08
2.073
880
42
Porebeton
0,1
0,14
0,71
1,62
6,70E-11
1,49E+09
110
19,70
2.294
989
43
Akrylmaling
0,001
1,0
0,00
0,00
2,50E+09
184
19,70
2.295
1.173
51
Indv. overgang
0,13
0,30
20
2.337
1.173
50
ΣR
7,32
θinde-θude
ΣZ
1,05E+10
pinde-pude
466
ΣZu
5,50E+09
Δpu
99
ΣZi
4,99E+09
Δpi
367

5.6.4 Glaser – grafisk løsning

Beregningen kan også udføres med en grafisk optegning, som det er vist i figur 36. Konstruktionen tegnes op i et koordinatsystem, hvor lagenes diffusionsmodstande aftegnes som ‘lagtykkelse’.
Lag, der har stor diffusionsmodstand, vil altså fremstå tykke, selvom de måske i virkeligheden er ganske tynde, fx membraner. Omvendt vil tykke, men diffusionsåbne lag, fx mineraluld, fremstå tynde, fordi de har små diffusionsmodstande.
Først indtegnes kurven for mætningsdamptrykket. Dernæst forbindes punkterne for de aktuelle uden- og indendørs damptryk med en ret linje (første beregning). Den rette linje viser damptrykfordelingen, hvis der ikke forekommer kondens. Det gør der imidlertid i det anvendte eksempel, da damptrykkurven (den rette linje) ligger over mætningskurven gennem en del af konstruktionen. Den korrekte løsning er i stedet den kortest mulige knækkede forbindelseslinje mellem det indendørs og det udendørs damptryk, der højst tangerer, men ikke skærer mætningskurven – ‘korrigeret damptryk’.
Med diffusionsmodstanden afbildet på x-aksen og damptrykket på y-aksen svarer hældningen af damptrykskurven til dampstrømtætheden. En stejl kurve repræsenterer således en relativt stor fugtstrøm, mens en flad kurve repræsenterer en lille fugtstrøm. Der, hvor kurven knækker fra stejl til flad, strømmer der mere fugt til end fra; knækket er altså et udtryk for, at der sker kondensation.
Figur 36. Samme eksempel som vist i figur 35 med optegning af temperatur og damptryk.
Figur 36. Samme eksempel som vist i figur 35 med optegning af temperatur og damptryk. Materialerne er her afbildet ved deres Z-værdi. I denne afbildning kan den aktuelle damptrykfordeling bestemmes geometrisk i stedet for at blive beregnet.

5.6.5 Beregning af udtørring over året

Når der efter vinterens opfugtning er ophobet fugt i en laggrænse, kan muligheden for at udtørre denne fugtmængde undersøges ved at bruge en beregningsmetode, der ligner den, der er beskrevet for opfugtning. Den relative fugtighed i det våde lag sættes til 100 %, og som klimabetingelser vælges typiske sommerforhold ude og inde. 
Med disse forudsætninger vil der i reglen være damptrykfald fra det våde lag mod luften på begge sider af konstruktionen, hvilket viser, at udtørring kan finde sted. Der kan naturligvis ikke udtørres mere fugt, end der var til stede ved udtørringsperiodens begyndelse. Beregningsresultatet skal derfor betragtes som en potentiel mulighed.

Kondensation i konstruktionens indre

Fugtforholdene på den indvendige overflade er ikke altid nok til at vurdere en konstruktion, da der kan opstå kondensation inde i konstruktionen. Ovenfor er det beskrevet, hvorledes damptrykfordelingen i en konstruktion bestemmes. At der opstår kondensation i en konstruktion, behøver ikke nødvendigvis betyde, at konstruktionen ikke kan anvendes. Hvis der på andre tider af året er forhold, der gør, at det ophobede vand tørrer ud, og materialerne ikke er fugtfølsomme, kan konstruktionen godt være anvendelig. 
$$ g=\left(\frac{p_{{\text{inde}}-}p_c}{Z_i}-\frac{p_c-p_{\text{ude}}}{Z_u}\right)=\left(\frac{Dp_{ude}}{Z_u}\right) $$
Metoden til at vurdere opfugtning/udtørring af en konstruktion er følgende:
  1. Der udføres en beregning af temperatur- og fugtforholdene som beskrevet ovenfor. Man begynder med den første måned med kondensation. Uden for troperne, dvs. hvor der er egentlige årstider, vil dette typisk være to eller tre måneder før den koldeste periode. 
  2. Herefter beregnes forholdene for den næste måned, hvor mængden af kondenseret fugt, g, beregnes ud fra ligning (42), hvis der kun er tale om kondensation i ét punkt
  3. g=\left(\frac{p_{{\textrm{inde}}-}p_c}{Z_i}-\frac{p_c-p_{\textrm{ude}}}{Z_u}\right)=\left(\frac{\Delta p_{\textrm{inde }}}{Z_i}-\frac{\Delta p_{ude}}{Z_u}\right)(42)

    Damptrykket i det punkt, hvor der sker kondensation, betegnes pc. Er der tale om kondensation i to punkter, c1 og c2, med damptrykkene pc1 og pc2, skal diffusionsmodstandene opdeles i tre, svarende til Z1 fra ydersiden af konstruktionen til c1, Z2 fra c1 til c2 og Z3 fra c2 og til indersiden af konstruktionen. Kondensationen i de to punkter kan nu beregnes som:
  4. Ved c1: g=\left(\frac{p_{c2}-p_{c1}}{Z_2}-\frac{p_{c1}-p_{ude}}{Z_1}\right)(43)

    Ved c2: $$ g=\left(\frac{p_{\text{inde}}-p_{c2}}{Z_3}-\frac{p_{c2}-p_{c1}}{Z_2}\right) $$(44)
  5. Forholdene for den næste måned beregnes nu. Hvor der var kondensation i den forrige måned, sættes damptrykket lig mætningsdamptrykket – så vil RF være 100 %. Der beregnes som tidligere med de nødvendige korrektioner. Igen beregnes kondensationen i punktet. Bliver kondensationen negativ, betyder det, at området tørres.
  6. De følgende måneder beregnes på tilsvarende vis. Den akkumulerede fugt i kondensationspunkter beregnes løbende, således at det kan vurderes, hvornår den kondenserede fugt er tørret ud. Først måneden efter, at fordampningen har fjernet den ophobede fugt, skal damptrykket i det tidligere kondensationspunkt ikke længere sættes til mætningsdamptrykket. 
Resultatet af disse beregninger kan fx være, at:
  1. Der ikke opstår kondensation i konstruktionen i nogen måned. Dermed kan konstruktionen anses for at være sikker mod kondensation. Det skal dog overvejes, om der kan være steder i konstruktionen, hvor fugtniveauet bliver så højt, at der kan opstå andre problemer, fx skimmelvækst.
  2. Der opstår kondensation et eller flere steder i konstruktionen, men det tørrer ud i løbet af året. I dette tilfælde sker vurdering af, om der er risiko for, at konstruktionen skades af fugt, på baggrund af viden om, hvor længe konstruktionen er våd, og om materialerne er fugtfølsomme. 
  3. Der opstår kondensation, som ikke tørrer ud i løbet af året. En sådan konstruktion må anses for at være risikofyldt og bør ikke anvendes, medmindre mere detaljerede beregninger sandsynliggør, at Glaser-metoden overestimerer risikoen.
Et eksempel på beregning af kondensation over året er vist i tabel 13, der er en fortsættelse af regneeksemplet med en ydervæg bestående af skalmur, isolering, porebeton og akrylmaling på indersiden. Beregningerne viser, at den første måned med kondensation er november. Derfor begynder beregningerne her. Der optræder kondensation mellem skalmur og isolering i hver måned fra november frem til og med marts. Herefter sker der udtørring, og først med udgangen af juli er den akkumulerede fugt tørret ud. Det betyder, at i månederne april til og med juli sættes damptrykket mellem skalmur og isolering til mætningsdamptrykket. Ikke før august kan beregningen foretages uden korrektioner.
Konstruktionen når altså at tørre ud, således at der ikke sker fugtophobning over årene. Da der er tale om ikke-fugtfølsomme materialer, anses konstruktionen for at være brugbar mht. fugtforhold.
Tabel 13. Eksemplet viser en beregning af kondensation og fordampning i overgangen mellem skalmur og isolering for samme væg, som vist i eksemplet i figur 35 og figur 36.
Kondensation mellem skalmur og isolering
kg/(m2·måned)
Akkumuleret fugt i kondensationsskellet
kg/m2
November
0,1438
0,1438
December
0,2057
0,3495
Januar
0,1820
0,5315
Februar
0,1801
0,7116
Marts
0,1804
0,8920
April
-0,0656
0,8264
Maj
-0,2098
0,6166
Juni
-0,2307
0,3859
Juli
-0,4235
-0,0376
August
September
Oktober

5.6.6 Kritisk overfladefugtniveau, φkrit

Ved beregning af kritisk overfladefugtniveau koncentrerer man sig om konstruktionens indvendige overflade, typisk for at forhindre skimmelvækst. Der vælges et kritisk niveau, fx 75 % RF, som konstruktionen undersøges for. På tilsvarende vis kan dugpunkttemperaturer bestemmes, hvis RF sættes til 100 %.
Fremgangsmåden er illustreret med nedenstående eksempel. I beskrivelsen henvises til kolonnerne i tabel 14.
  1. Udetemperatur og udefugtniveau for hver måned indsættes (kolonne 1 og 2).
  2. Damptrykket ude, pu (kolonne 3), bestemmes, fx på baggrund af tabel 4, eller ved beregnede tilnærmelser (ligning (39) og (40) samt (9)).
  3. Fugttilførslen udtrykt ved partialtrykket, Δp (kolonne 4), angives. Partialtrykket kan fx bestemmes ud fra fugtbelastningsklasserne, som de fremgår af figur 33.
  4. Damptrykket inde, pinde, beregnes ved pinde = pude + Δp (kolonne 5).
  5. Ud fra det valgte kritiske overfladefugtniveau φkrit, fx 75 % RF, bestemmes nu, hvor højt et mætningsdamptryk dette svarer til, pm(θkrit) = pinde / φkrit (kolonne 6).
  6. Den kritiske overfladetemperatur inde, θkrit (kolonne 7), kan nu bestemmes ud fra ligningerne (45) og (46):
     
    \theta=\frac{237,3\ln\left(\frac{p_m}{610,5}\right)}{17,269-\ln\left(\frac{p_m}{610,5}\right)}, for p_m\geq610,5Pa(45)

    \theta=\frac{265,5\ln\left(\frac{p_m}{610,5}\right)}{21,875-\ln\left(\frac{p_m}{610,5}\right)}, for p_m<610,5Pa(46)
  7. Ved at sammenholde den kritiske overfladetemperatur, θkrit (kolonne 7), med den forventede indetemperatur, θi (kolonne 8), kan det vurderes, hvilken måned der er mest kritisk, idet temperaturfaktoren, fRi (kolonne 9), er et udtryk herfor. Den kritiske måned er den, hvor fRi er højest.

    f_{Ri}=\frac{\theta_{krit}-\theta_u}{\theta_i-\theta_u}(47)
Ved at bruge udeklimaet i Danmark, som givet i tabel 4, kan denne beregning fx udføres for et kritisk fugtniveau på 75 % RF for bygninger, der ligger mellem fugtbelastningsklasse 2 og 3. Beregningen viser, at december er den mest kritiske måned.
Metoden kan bruges til at vurdere, om en konstruktions samlede U-værdi er tilstrækkelig til at sikre mod fugtproblemer. Hvis den kritiske overfladetemperatur i den kritiske måned ikke underskrides, må konstruktionen vurderes at være sikker mod at nå det kritiske overfladefugtniveau.
Tabel 14. Eksempel på beregning af kritisk overfladetemperatur for bygninger på grænsen mellem fugtbelastningsklasse 2 og 3, når det kritiske fugtniveau er sat til 75 % RF, og der regnes med dansk udeklima (DRY 2013). Den kritiske måned er den, hvor fRi er størst – her december.
1
2
3
4
5
6
7
8
9
Måned
θu
°C
φu
pu
Pa
Δp
Pa
pi
Pa
pm(θkrit)
Pa
θkrit
°C
θi
°C
fRi
Januar
0,9
0,88
576
520
1096
1461
12,6
20
0,614
Februar
0,4
0,91
575
530
1105
1473
12,8
20
0,630
Marts
-0,7
0,87
498
540
1038
1384
11,8
20
0,605
April
7,1
0,76
768
384
1152
1536
13,4
20
0,488
Maj
11,5
0,76
1024
287
1311
1748
15,4
20
0,458
Juni
14,2
0,80
1295
227
1522
2029
17,7
22
0,451
Juli
17,8
0,77
1563
149
1712
2282
19,6
23
0,352
August
17,9
0,74
1508
147
1655
2206
19,1
23
0,233
September
14,5
0,78
1294
220
1514
2019
17,7
22
0,418
Oktober
9,8
0,88
1061
325
1386
1848
16,3
20
0,634
November
3,4
0,91
707
466
1173
1564
13,7
20
0,619
December
0,7
0,93
594
525
1119
1492
13,0
20
0,635

5.7 Detaljerede fugtberegninger

Mere detaljerede beregninger af fugtforhold giver større sikkerhed ved at tage større hensyn til materialeparametre og variationer i klimapåvirkningerne, både uden for og inden for konstruktionen. Ved beregningerne kan der fx inddrages fugtkapacitet af indgående materialer, ændring af materialernes permeabilitet med den aktuelle luftfugtighed, konvektion, kapillarsugning og et større antal beregningsintervaller, fx af en times varighed. 
Man skal dog være opmærksom på, at en del af disse programmer har svært ved at håndtere andet end kapillarsugning og vanddampdiffusion på overbevisende måde.
De programmer, der er på markedet, anvender typisk en- eller todimensionale beregningsmetoder til bestemmelse af hygrotermiske forhold (koblet fugt- og varmetransport). Afhængig af kompleksiteten af detaljer bør problemet analyseres i 1D, før der udføres 2D-simuleringer. I mange tilfælde vil det være tilstrækkeligt grundlag at udføre 1D-beregninger på 2D-problemstillinger. Programmerne benytter detaljerede vejrdata, fx fra det danske referenceår, DRY eller fremtidige (fremskrevne) klimadata. Materialedata kommer normalt fra omfangsrige materialebiblioteker, der hører til programmerne. Supplerende materialedata kan ofte være svære at skaffe fra leverandører og må i så fald tilvejebringes på anden vis. 
Beregningsprogrammerne, fx MATCH eller WUFI, anvender samme beregningsprincipper. Modellen for fugttransport i konstruktionerne anvender dampdiffusion og kapillarsugning som transportform. Fugttransporten internt i konstruktionerne bestemmes på en instationær måde, idet materialernes sorptionskurver benyttes til at indregne deres fugtbuffervirkning. Lagene i en sammensat bygningskonstruktion er inddelt i et antal kontrolvolumener. For hvert kontrolvolumen opstilles en balance mellem, hvor meget fugt der tilføres og afgives ved diffusion, og hvor meget fugtindholdet ændres mellem tidsskridtene. Sorptionskurven benyttes til at omregne det ændrede fugtindhold til relativ fugtighed i omgivelserne og det dermed forbundne damptryk, der driver diffusionen. Nogle programmer kan tage hensyn til hysterese, der optræder i sorptionskurverne, hvilket vil sige, at materialerne ændrer egenskaber med hensyn til fugtoptagelse, alt efter om de er ved at tørre ud eller fugte op.
Med programmerne kan der fx foretages beregninger af:
  • risiko for kondensation
  • udtørringstid for konstruktioner
  • indflydelse af konstruktionsændringer
  • vandabsorption som følge af slagregn
  • fugtforholds indflydelse på isoleringsevnen
  • fugtforhold ved kuldebroer
  • følsomhed af konstruktion ift. skimmelvækst og nedbrydning.
Det skal dog understreges, at både klimadata og materialedata indeholder væsentlige usikkerheder. Resultaterne er derfor altid behæftet med en vis usikkerhed, som i høj grad afhænger af de tilgængelige data.
I praksis et det normalt ikke muligt at regne nøjagtigt på fugtkonvektion, dvs. vil sige luftstrømning, gennem en konstruktion. Det skyldes, at der mangler viden om, hvor utæthederne er, og hvilken vej luften strømmer. I praksis må konvektion så vidt muligt undgås, typisk ved at anvende en gennemgående tæt dampspærre, som omtalt i SBi-anvisning 279, Fugt i bygninger – bygningsdele. 
Heller ikke regntæthed og slagregnspåvirkning kan beregnes nøjagtigt. I praksis afhænger mængden af slagregn ikke kun af mængden af nedbør og vindhastigheden, men også af orientering af facaden, bygningens udformning og bygningens omgivelser. I praksis er det derfor ikke muligt at beregne slagregnspåvirkning nøjagtigt, men det det kan vurderes, hvilke områder der er mest udsat for slagregn. Problemer kan undgås/reduceres ved at anvende kendte, gennemarbejdede løsninger, fx ved at bruge principper for to-trins tætning, se SBi-anvisning 279, Fugt i bygninger – bygningsdele, afsnit 6.2.1, Fugt fra udeluften – især nedbør. 
Hvis facadematerialet ikke kan opsuge vand, vil det løbe ned over facaden, og derved bliver de kritiske forhold samlingsdetaljer, fx gennemføringer og fuger. Består facaden af materialer, som kan opsuge vand, kan fugtindholdet i den yderste del af facaden øges, og det kan medføre fugtskader, fx nedbrydning af organiske materialer. 
Det er i en vis udstrækning muligt at benytte mere avancerede beregningsmetoder, som fx giver mulighed for at vurdere, hvor lang tid der vil være forhøjet fugtindhold i en facade efter en periode med slagregn. Skal der tages hensyn til slagregn, grønne tage og infiltration af luft i konstruktionen, er det nødvendigt med mere avancerede programmer som WUFI, Delphin eller COMSOL. Programmerne benytter både faste og fugtafhængige materialeparametre som beregningsgrundlag. De inkluderer også slagregn og stråling i udeklimaet. Det gør klimabelastningerne mere realistiske. Programmerne er verificerede (kontrollerede) ved sammenligninger mellem målinger i laboratorium og i praksis (fra feltmålinger). 
Det skal her understreges, at da fastsættelse af data for slagregn mv. er vanskeligt bliver usikkerheden på resultaterne tilsvarende stor. 
Figur 37 og figur 38 viser eksempler på detaljeret simulering af forløbet af fugtindholdene over tid for de enkelte lag i en ventileret trækonstruktion i en bolig.
igur 37. Eksempel på opbygning af skeletvæg, hvor fugtforholdene er beregnet
Figur 37. Eksempel på opbygning af skeletvæg, hvor fugtforholdene i de enkelte lag – herunder i de viste kontrollag – er beregnet, se figur 38.
Figur 38. Resultatet af fugtberegningen
Figur 38. Resultatet af fugtberegningen viser, at der kan ske betydelig opfugtning af yderbeklædningen og det yderste kontrollag (lige bag vindspærren), men at der kun er mindre opfugtning i de øvrige dele af konstruktionen.

5.8 Dokumentation af beregninger

Fugtdokumentation er fx relevant ved ombygninger, hvor energibesparende tiltag skal gennemføres, hvis de er rentable og ikke medfører risiko for fugtskader, jf. BR18, §274 (BPST, 2022). Ofte vil fugtberegninger blive benyttet til at dokumentere, at løsninger ikke er fugtteknisk sikre. 
Dokumentation for beregning/vurdering skal mindst indeholde en opgavebeskrivelse inklusive det anvendte simuleringsprogram og de informationer og data, der er anvendt for at udføre simuleringen. Det sikrer, at beregningen/simuleringen om nødvendigt kan verificeres af en anden person. 
Da der indtastes mange værdier i programmer til fugtsimulering, er der risiko for, at resultatet ikke bliver fuldstændig det samme, hvis en anden person gentager beregningen, men de to beregninger bør være forholdsvis ens. 

Opgavebeskrivelse

Beskrivelsen af opgaven bør definere, hvad formålet med undersøgelsen er. Den bør desuden indeholde en tydelig beskrivelse af den konstruktion, der skal undersøges, inklusive dens placering, orientering, mulige fugtkilder mv. Desuden bør evt. udførelsesfejl, der kan påvirke konstruktionen, beskrives og inkluderes i analysen. Fugtproblemer og deres konsekvenser, fx skimmelvækst, korrosion eller frostsprængning, som kan påvirke konstruktionen, skal beskrives. 

Beregningsmetode og inputparametre

Der bør indgå en beskrivelse af beregningsmetode eller simuleringsprogram, fx Glaser, WUFI, Delphin, MATCH eller COMSOL. I dokumentationen skal det indgå, hvilken version af det anvendte program, der er anvendt. Der bør også være en kort beskrivelse af programmets begrænsninger, især hvis det er et ikke almindelig anvendt simuleringsprogram. Hvis der laves ændringer til programmets indstillinger, fx mht. præcision af beregning, skal det beskrives. 
Fugtprogrammer kræver mange inputparametre, og disse skal dokumenteres. De væsentligste er: 
  • Klimadata i form af oplysninger om inde- og udeklima, fx data fra DRY og valgt fugtbelastningsklasse. 
  • Materialeparametre, som definerer de valgte materialer, især for materialer, der er fugtafhængige. Det skal fremgå, om materialedata stammer fra en database, litteratur eller er estimeret af brugeren.
  • Startbetingelser for beregningen, fx om der er anvendt typisk indhold af byggefugt, eller om der har været opfugtede materialer.
  • Overgangsmodstande, fx parametre, som kan have betydning for håndtering af varme, fugt og stråling.
  • Den anvendte netinddeling, som kan have stor betydning for beregningstid og præcision af resultatet. 
  • Beregningstiden, som har indflydelse på, om der kan opnås ligevægt i konstruktionen. Beregningstiden hænger sammen med de valgte klimatiske randbetingelser. 
  • Andre data, fx for konvektion eller fugtkilder placeret i modellen.

Præsentation af beregningsresultater

Beregningsresultaterne skal dokumenteres på en måde, så alle relevante informationer gengives. Dette kan gøres ved at vise enkeltresultater, grafer eller tabeller af:
  • Fugtfordeling gennem konstruktionen.
  • Variationer over tid af fx temperatur, relativ fugtighed, fugtindhold eller andre relevante parametre. Variationer vises for et punkt i konstruktionen eller integreret over et materialelag. Variationer over tid kan bruges til at vurdere, om der sker udtørring, eller for at sikre at konstruktionen ikke opfugtes over tid. 
  • Maksimums-, minimums- og gennemsnitsværdier i punkter, lag og/eller overflader, fx:
  • Temperatur, varmestrøm
  • Vandindhold, fugtstrøm
  • Relativ fugtighed
  • Vanddamptryk.

Vurdering af resultater

Resultaterne af simuleringen skal bruges til vurdering af fugtindholdets praktiske betydning for konstruktionen eller samlingen, hvilket fx kan gøres på en af følgende måder:
  • Det verificeres, at fugtindholdet i materialelag mv. ikke akkumulerer og stiger over simuleringsperioden. Det vil sige, fugtindholdet skal stabilisere sig på et acceptabelt niveau og nå et (periode-) stationært forløb.
  • De hygrotermiske forhold sammenlignes med specifikke grænseværdier.
  • Risikoen for fugtakkumulering kontrolleres ved at sammenligne det beregnede fugtindhold med en accepteret grænseværdi.
  • Konstruktionens fugttolerance (udtørringspotentiale) vurderes.
  • Udtørringen af en konstruktion er en vurderingsmetode, der kan anvendes for at sikre, at konstruktionen ikke opfugtes over tid. Fugtindholdet skal falde eller stabilisere sig over tid. Denne metode kan anvendes ved en konstruktion, hvor der fx har været vandskade, så den er blevet opfugtet. 
  • Beregningsresultaterne kan bruges til at vurdere risikoen, fx for skimmelvækst, råd- og svampeangreb eller korrosion. Eventuelt kan resultaterne anvendes til efterbehandling i en model, fx for skimmelvækst eller korrosion.