7 fugtundersøgelser–
målemetoder

7.1 Måle- og undersøgelsesmetoder

Ved fugtundersøgelser kan der anvendes to forskellige kategorier af undersøgelsesmetoder. Den ene kategori er egentlige fugtmålemetoder, dvs. instrumenter og metoder til at bestemme fugtindhold eller ligevægtsfugt. Den anden kategori omfatter metoder, som anvendes til besigtigelse på steder eller af forhold, som ikke normalt kan ses.

Fælles for alle metoder er, at de i princippet er stikprøver, fordi målinger kun omfatter enkelte prøvesteder i en konstruktion eller en materialeleverance. Det er derfor vigtigt, at man gør sig klart, hvordan prøvesteder udvælges, så de bliver repræsentative, og så målingerne virkelig giver et billede af det, man vil undersøge. Det vil ofte være nødvendigt at undersøge, hvordan fugtindholdet er inde i en konstruktion, eller at finde det mest kritiske sted. Fx vil undersøgelse af fugtindhold i et betondæk normalt ske et stykke inde i konstruktionen for at få et retvisende billede, fordi der kan være stor forskel på fugtindholdet i overfladen og inde i konstruktionen.

7.1.1 Baggrund – fugtindhold i materialer

Fugtindholdet i materialer afhænger af den relative luftfugtighed – jf. figur 3 (fugtindholdet afhænger desuden i ringe grad af temperaturen, hvilket der i praksis ikke regnes med). Ligevægtstilstanden kan være lang tid om at indstille sig – især i emner med store tværsnit og stor masse. Eksempelvis kan et almindeligt gulvbræt være nogle uger om at komme i ligevægt, når luftfugtigheden ændres, og overfladebehandling, fx lakering, vil forøge den tid, det tager at opnå ligevægt. I mange, mere massive (træ)konstruktioner opnås ligevægt først efter adskillige måneder.

Hvis fugtindholdet i materialerne (eller på deres overflade) bliver for højt, kan der opstå skader, fx angreb af skimmel, råd eller svamp, skadelige dimensionsændringer eller nedbrydning af lim. Især organiske materialer, fx træ, er udsat for skader som følge af opfugtning. Uorganiske materialer, fx beton og tegl, skades sjældent selv af fugt. For disse materialer anvendes fugtmålinger derfor især til at vurdere, om der er risiko for skader på andre tilstødende materialer, fx til at vurdere, om et betondæk er tørt nok til, at der kan lægges trægulv. Udtørring kan også være et problem, fx kan udtørring af CLT-elementer medføre svindrevner og utætheder, og udtørring af gulvbrædder kan medføre store fuger mellem brædderne.

For træ og træbaserede materialer kan fugtindholdet med god nøjagtighed bestemmes ved forskellige ‘elektriske målemetoder', og fugtindholdet kan forholdsvis nemt omsættes til ligevægtsfugt, dvs. den relative luftfugtighed, som træ med det målte fugtindhold er i ligevægt med. Det skyldes, at der sker en kraftig stigning i fugtindholdet af træ med stigende relativ luftfugtighed, jf. sorptionskurven for træ i figur 12.

For beton, murværk og tilsvarende uorganiske materialer er stigningen i fugtindhold med stigende relativ luftfugtighed derimod forholdsvis ringe. Omsætningen mellem målt fugtindhold i materialet og den relative luftfugtighed (ligevægtsfugt) er derfor forbundet med væsentligt større usikkerhed end for træ, jf. sorptionskurverne i figur 12 for beton, murværk mv.

7.1.2 Forudsætninger for måling

Måling af fugtindhold i byggematerialer med traditionelle, håndholdte måleinstrumenter er forbundet med betydelig usikkerhed, og en korrekt vurdering af resultaterne forudsætter kendskab til såvel udstyrets begrænsninger som mulige fejlkilder. For at få pålidelige resultater skal brugeren:

Være fortrolig med det anvendte instrument – hvordan virker og betjenes det, hvor nøjagtigt er det, hvordan kalibreres det?
Have tilstrækkelig bygningsfysisk viden til at tolke resultaterne – brugeren skal fx vide, hvordan fugtforholdene i konstruktionerne varierer over året, og på baggrund heraf kunne vurdere, om fugtforholdene kan forventes at være værre/bedre på andre årstider end ved målingen.
Eventuelt foretage flere målinger for at få tilstrækkeligt kendskab til forholdene, som kan variere meget fra et område til et andet i konstruktionen.
Måle, indtil der med sikkerhed er opnået en ligevægtstilstand.
Være opmærksom på eventuelle forhold, som kan forstyrre målingen, fx saltindhold eller metaller i det undersøgte materiale.

7.2 Fugtmålemetoder

For at finde fugtindhold og årsager til fugtproblemer anvendes i praksis forskelligt udstyr og forskellige metoder. Der findes en del håndinstrumenter, som er lette at anvende, og hvor der fås resultater med det samme. Andre målinger kræver destruktive indgreb, større instrumenter eller længere måletid.

Valget af metode og instrument afhænger af den aktuelle opgave.

Til egentlige fugtmålinger kan der skelnes mellem forskellige typer af metoder:

Metoder til måling af materialets absolutte fugtindhold
Metoder til måling af relativ luftfugtighed
Metoder til indikering af forskelle i fugtindhold.

Valg af målemetode afhænger af formålet med målingen, herunder hvilken bygningsdel eller materiale der skal måles i. For at måle eller følge fugtindholdet inde i en konstruktion er det i nogle tilfælde nødvendigt at foretage destruktive indgreb eller montere følere i konstruktionen, inden den lukkes.

I det følgende omtales:

Veje-tørre-metoden
Elektriske modstandsmålere/indstiksmålere
- Indbyggede fugtfølere
Måling af relativ luftfugtighed
- Dataloggere
- Måling af RF i uorganiske materialer, fx beton
Kapacitive fugtmålere/-indikatorer
Højspændingsmålere til lokalisering af utætheder
Neutronkildemålere
Højfrekvensmålere.

7.2.1 Veje-tørre metoden (ovntørremetoden)

Fugtindholdet er defineret som vægten af det vand, der er i emnet, i forhold til vægten af det tørre materiale. Fugtindhold angives normalt i vægtprocent.

Ved prøvning vejes et prøveemne udtaget af det materiale eller den konstruktion, der skal undersøges. Derefter tørres prøveemnet i varmeskab, indtil vægten ikke ændrer sig mere. Tørvægten anses for nået, når vejninger med en times mellemrum højst viser en forskel på 0,1 %. Slutvægten (tørvægten) registreres. Herefter kan fugtindholdet beregnes ud fra vægten af henholdsvis det fugtige og det tørre materiale.

Fugtindholdet angives normalt i procent, dvs.:

(Vægt af fugtigt materiale – vægt af tørt materiale) ∙ 100 %

Vægt af tørt materiale

Udtørring sker normalt ved 103 ± 2 °C, men for nogle materialer må udtørring foretages ved lavere temperaturer, fordi der sker uønskede ændringer i materialet, fx afgivelse af krystalvand eller dekomponering, ved højere temperaturer. Fx bør gips og plastmaterialer ikke udtørres ved højere temperaturer end 60 °C.

Til vejningen kræves en vægt med god nøjagtighed, fx mindst 0,01 gram for et prøveemne på 10 gram. Hvis der ønskes stor nøjagtighed, skal prøven efter opvarmning/udtørring afkøles i eksikator, inden den vejes.

Metoden anses for den mest nøjagtige fugtmålemetode, men den har også ulemper, bl.a. at det tager lang tid at lave en måling, og at måleresultaterne er afhængige af, om den udtagne prøve er repræsentativ. Bestemmelse af fugtindholdet tager ofte 1-3 dage, og metoden bruges derfor ikke så ofte i almindelig praksis.

For uorganiske materialer kræver metoden normalt, at der udhugges eller udbores en materialeprøve. Prøveudtagning ved udboring er mindre hensigtsmæssig, idet prøveemnet vil blive opvarmet og udtørret ved udboring.

Bestemmelse af fugtindhold efter veje-tørre metoden bør i træ udføres i henhold til EN 13183-1 og for fugtindhold i beton efter EN 13369.

7.2.2 Elektriske modstandsmålere/indstiksmålere til måling i træ

Elektriske modstandsmålere er baseret på, at den elektriske modstand i træ afhænger af fugtindholdet. Ved prøvning måles modstanden mellem to elektroder – stikben – som presses eller hamres ind i det træ, der skal undersøges.

Bemærk, at indstiksmålere er beregnet til måling i træ eller træbaserede materialer – de kan ikke anvendes til at måle fugtindhold i beton, murværk og gipsplader!

Indstiksmålere anvendes, når der ønskes et hurtigt resultat. Måleområdet er ca. 7-25 % fugtindhold. Nøjagtigheden for en veludført måling afhænger både af målerens fabrikat, det undersøgte materiale og undersøgelsesbetingelserne. Målerne har normalt en usikkerhed på 1,5-3 % af måleværdien, mens usikkerheden på selve måleresultatet er noget højere – typisk 3-6 % – hvilket er tilfredsstillende for de fleste praktiske formål.

Der kan måles gennem tynde overfladebelægninger, fx tapet og linoleum, hvis hullerne fra elektroderne kan accepteres.

Måledybde

Fugtindholdet i træ kan være meget uensartet, fx kan udendørs træværk have en våd overflade pga. regn eller dug, men være tørt længere inde. Omvendt vil træet, når luftfugtigheden i omgivelserne falder, dvs. ved udtørring, være mere tørt i overfladen end længere inde. Ved måling med u-isolerede elektroder (stikben) viser målingen den mindste modstand, som findes mellem stikbenene, dvs. der, hvor der er højest fugtindhold. Hvis træet fx er fugtigt på eller i overfladen, vil måleren vise højt fugtindhold, selvom der længere inde i emnet er forholdsvis lavt fugtindhold, se figur 39.

Hvis der er stor forskel mellem fugtindholdet i overfladen og dybden, opnås kun pålidelige resultater ved anvendelse af isolerede elektroder, hvor målingen kun sker mellem nålespidserne. Fugtindholdet kan derfor med isolerede elektroder bestemmes i forskellig dybde. Målere med isolerede elektroder giver derfor de mest pålidelige resultater ved målinger udendørs, fx på facadebeklædninger eller vinduesrammer, hvor der kan være opfugtning af de yderste lag som følge af nedbør.

Træarter/træmaterialer

Træets elektriske modstand afhænger – ud over af fugtindholdet – også af forskelle i træarternes densitet (rumvægt) og indhold af olier, harpiksstoffer mv. For samme træart påvirkes målerne til praktisk brug ikke af densitet, eller om der måles i kerne- eller splintved. Fugtmålere er normalt kalibreret til brug i fyr og gran, og her kan måleresultaterne anvendes direkte, mens aflæsningerne skal korrigeres ved andre træarter. Nogle instrumenter kan indstilles til brug med andre træarter, og ellers kan kalibreringskurver normalt skaffes af leverandøren.

Temperaturfølsomhed

Træets elektriske modstand ændres med temperaturen, og de målte fugtværdier skal derfor principielt korrigeres for temperaturens indflydelse. Der måles dog ofte inden for et snævert interval (omkring 15-25 °C), hvor temperaturens indflydelse er uden praktisk betydning. Hvis man vil korrigere for temperaturen, kan korrektion anslås til 0,1-0,15 %-enheder/°C (Forsén & Tarvainen, 2000). Modstanden falder – dvs. det viste fugtindhold stiger – med stigende temperatur, og ved højere temperaturer vil der således vises for højt fugtindhold, mens der ved lavere temperaturer vises for lille fugtindhold. Der bør ikke måles, når temperaturen er under frysepunktet.

Fejlkilder

Elektroderne skal normalt placeres, så der måles på langs ad fibrene. Måling på tværs af fiberretningen medfører lidt lavere værdier. Afvigelserne er dog normalt uden betydning i praksis. Måling bør så vidt muligt ske mindst 300 mm fra endetræ.

Målingen kan forstyrres af revner og knaster i træet. Salte i træet kan påvirke måleresultatet betydeligt, fordi salte øger træets elektriske ledningsevne og medfører for højt måleresultat. Salte kan fx være tilført træet ved brand- eller trykimprægnering eller tøsaltning. Imprægnering med kobbersalte eller vakuumimprægnering med terpentinbaserede midler påvirker ikke målingen.

Ved måling i træbaserede plader bliver resultatet påvirket af lim mv. i pladerne, og målingerne viser derfor ikke det korrekte fugtindhold, men kan betragtes som udtryk for forskelle i fugtindhold forskellige steder, ligesom ved brug af kapacitive målere.

Ved måling i massivt træ bør der ofte måles både i overfladen og længere inde i træet, da der kan være betydelige forskelle i fugtindhold afhængigt af dybden i materialet.

Kalibrering

Målerne skal kontrolleres jævnligt, fx ved at måle over en række faste elektriske modstande fordelt over måleområdet. Der findes færdige ‘kalibreringsklodser’ med faste modstande svarende til en række almindelige fugtindhold. Ved kalibrering med kalibreringsklodser kan det kontrolleres, om apparatets visning er korrekt. Kalibrering kan også udføres ved at sammenligne med resultater fra en nyligt kalibreret måler eller ved sammenligning med resultatet fra en veje-tørre prøvning. Ved store afvigelser bør måleren justeres efter leverandørens anvisninger.

Figur 39. Med uisolerede elektroder måles mellem de steder, der har højest fugtindhold – hvad enten det forekommer inde i træet (1) eller i yderzonen (2). Med isolerede elektroder måles fugtindholdet kun mellem spidserne (3). De blå områder angiver det højeste fugtindhold.

Figur 40. Indstiksmålere med uisolerede elektroder til måling af fugtindhold i træ og træbaserede materialer. Bemærk, at indstiksmålere ikke kan anvendes til måling af fugt i andre materialer end træ, fx puds og murværk.

Figur 41. Eksempler på indstiksmålere, som ud over indbyggede elektroder har tilslutning til eksterne elektroder

Figur 41. Eksempler på indstiksmålere, som ud over indbyggede elektroder har tilslutning af eksterne elektroder. Begge de viste målere kan anvendes med eksterne, isolerede elektroder, som ved hjælp af den indbyggede ‘hammer’ kan slås ind til ønsket måledybde.

7.2.3 Indbyggede fugtfølere af krydsfiner eller dybler

Hvis fugtforholdene i en trækonstruktion skal følges over en længere periode, kan der anvendes kalibrerede følere med elektroder fast monteret i et stykke krydsfiner (rondel) eller trædybel. Måleprincippet er i princippet det samme som ved indstiksmålere, nemlig måling af modstanden mellem to elektroder (hvor modstanden er afhængig af fugtindholdet). Føleren indbygges i et hul med samme diameter som den selv, så der er god kontakt mellem trædelene. Derved opnås, at føleren får samme fugtindhold som den konstruktion, den er anbragt i.

Figur 42. Fugtmålerondel til indbygning i trækonstruktioner for overvågning af fugtforholdene over længere perioder. Rondellen er forsynet med to elektroder til måling af fugt vha. modstandsmåling samt termoelement. Til højre se monteringen af elektroder og termoelement. Den øverste del af rondellen er udført af støbt materiale med riller, så ‘vingerne’ nemt kan knækkes af, hvis dette monteringsmæssigt er en fordel.

Føleren består af et stykke krydsfiner eller træ forsynet med indborede elektroder. Dimensionerne er ca. 50 mm (diameter) × 12-16 mm.

Efter montering af føleren trækkes ledninger fra elektroderne til et sted, hvor målingen bekvemt kan foregå. Modstandsmålingen sker med et ohmmeter, og temperaturen måles ved hjælp af et indbygget termoelement. Der anvendes normalt en datalogger, som kan overføre måledata trådløst, se figur 42. Der kan også anvendes et håndholdt instrument, fx et ohmmeter. Fugtindholdet bestemmes ved hjælp af en kalibreringskurve, der angiver sammenhængen mellem modstand og fugtindhold i føleren.

Med denne metode kan træets fugtindhold bestemmes med ± 1 % usikkerhed. En fugtmålerondel, som har været opfugtet til over fibermætningspunktet, har samme nøjagtighed efter udtørring (± 1 %). Erfaringsmæssigt giver fugtmålerondeller korrekte måleresultater selv efter mange (30+) års brug.

Måleområde

Fugtindhold kan måles op til ca. 28 % (træs fibermætning). Højere værdier medfører ‘kortslutning’, og måleresultaterne viser derfor ikke korrekt fugtindhold, men blot at fugtindholdet er højt.

Måleintervaller

Indbyggede modstandsmålere er ikke egnede til kontinuerlig eller hyppig måling, men da fugtindholdet normalt ændres langsomt, er dette ikke et problem i praksis, hvor der typisk går lang tid mellem de enkelte målinger. Overvågning af fugtindhold i trækonstruktioner sker typisk gennem en lang periode, fx 1-5 år.

7.2.4 Andre typer indbyggede fugtfølere

Elektroder indsat direkte i træ

Der kan også måles elektrisk modstand mellem to elektroder, som monteres direkte ind i træet. Den bestemmelse er dog mindre nøjagtig end med kalibrerede følere, men metoden kan anvendes til at vurdere variationer af fugtindholdet.

Elektroderne kan fx være isolerede stålsøm (isolerede elektroder), som slås direkte ind i det materiale, der skal måles i. Aflæsning sker typisk på stedet. Der fås også kommercielt tilgængelige elektriske modstandsmålere (indstiksmålere) med elektroder i form af skruer. Hver enhed er forsynet med mobilsender for fjernaflæsning af måleresultater over længere perioder – måneder eller år.

Figur 43. Eksempel på måler med indbygget sender til måling af træfugt, temperatur og RF. Træfugt måles mellem elektroder i form af skruer, som skrues gennem de to huller til venstre på måleren og ind i det træ, der skal følges.

7.2.5 Måling af relativ luftfugtighed

Et hygrometer bruges til at måle luftfugtighed. Målerne er typisk baseret på måling af forskellige egenskaber, fx temperatur og tryk eller ændringer i elektriske egenskaber, der er afhængige af fugt. Med moderne måleinstrumenter måles små ændringer i kapacitet eller modstand i en polymer eller en metal-oxid. Nøjagtigheden i måleområdet 5–95 % RF er normalt ± 2 % for en kalibreret måler, men væsentligt højere for en u-kalibreret måler. Selve sensoren er kun få mm² stor og er som regel beskyttet af en kappe.

Figur 44. Eksempler på målere til registrering af temperatur og RF i omgivelserne.

Der findes også mere nøjagtige målere, som er baseret på måling af dugpunktet i luft. De registrerer, ved hvilken temperatur der opstår kondens på et afkølet spejl. De har god stabilitet over tid, også ved målinger over 95 % RF, men de er dyre og mindre anvendelige i praksis.

Mange elektroniske måleinstrumenter kan typisk både måle temperatur og relativ luftfugtighed og dermed oplyse om dugpunkt. Nogle målere kan opsamle data, så en serie målinger kan udlæses samtidig.

Elektroniske målere er som regel forholdsvis stabile, men de skal, som alle andre målere, kalibreres med mellemrum for at sikre, at de måler korrekt. Kalibrering kan fx ske ved at måle over en mættet saltopløsning (der skal både være væske og uopløste krystaller til stede), som giver en veldefineret relativ luftfugtighed. Ved måling skal der være absolut tæthed mellem opløsningen og måleren/fugtsensoren. Temperaturen omkring opløsningen skal være stabil, så der ikke optræder temperaturgradienter. Anvendes fx LiCl og rent vand, vil RF over opløsningen være 11,3 % ved 25 °C. Usikkerheden er ca. 1,1 %. Der kan også anvendes MgCl₂, som giver en RF på 32,8 % eller NaCl, som giver en RF på 75,3 %. RF over saltopløsninger varierer noget med temperaturen og er forholdsvis længe om at komme i ligevægt, men da brugen er simpel, er metoden velegnet til at undersøge elektroniske målere. De ovennævnte saltes temperaturafhængighed er forholdsvis beskeden.

Ved måling af RF skal man være opmærksom på, at det er et øjebliksbillede, der måles. I mange tilfælde kan der være betydelige udsving i både temperatur og RF både over året og inden for et enkelt døgn. Måleresultater skal derfor vurderes på baggrund af de aktuelle målebetingelser og fortolkes med varsomhed.

Dataloggere

Dataloggere er fugtmålere med opsamling af data over længere perioder. De kan typisk måle både temperatur og relativ luftfugtighed. Dataloggere er meget velegnede, hvor der er behov for at følge virkningen af fx årstidsvariationer eller brugeradfærd på fugtforholdene i boliger, kontorer eller inde i konstruktioner. Dataloggere kan betragtes som afløsere for de tidligere meget anvendte termohygrografer.

Dataloggere er forsynet med batteri og egen fugt- og temperaturføler, så hverken måling eller dataopsamling kræver ledninger.

Dataloggere betjenes via en pc eller app på mobiltelefon eller tablet. De kan programmeres til at måle med forskellige tidsintervaller – fra få sekunder til mange måneder. Måledata udlæses til pc’en eller appen, hvor også den videre behandling af resultaterne kan ske.

Målere fås også med display, så de aktuelle værdier kan aflæses direkte.

Der fås også dataloggere, som kan indbygges i konstruktioner og aflæses på afstand (typisk op til 50 m), så fugt og temperatur kan følges over tid, og der findes typer, som kan fjernaflæses via mobilnetværk.

Nylige forsøg viser, at der opnås gode resultater ved at bruge dataloggere til at måle materialefugt, blot dataloggeren anbringes i tæt forbindelse med den konstruktion, der skal undersøges. De mest pålidelige resultater opnås i sådanne tilfælde, når dataloggeren afskærmes fra den omgivende lufts fugtighed.

Figur 45. Eksempler på dataloggere med størrelse som en stor USB-nøgle (ca. 100 ×25 ×25 mm), som kan registrere omgivelsernes fugt- og temperaturforhold over en længere periode. Loggerne kan programmeres til at måle med lange eller korte tidsintervaller. Dataloggere af denne type findes også med display for direkte aflæsning, som vist til højre.

Figur 46. Eksempel på fugtvariationen i et boligrum målt med temperatur- og fugtlogger over en periode på godt to år. Den røde kurve er temperaturen og den blå den relative luftfugtighed.

Fugtfølere i borehuller

Den almindeligt anvendte metode til fugtmåling i uorganiske materialer, fx beton, består i at anbringe en fugtføler i et tæt lukket borehul i konstruktionen. Fugtføleren måler den relative luftfugtighed i borehullet, når der er opnået ligevægt mellem den relative luftfugtighed i borehullets luft og det omkringliggende materiale.

Hullets dybde kan vælges frit afhængigt af den aktuelle opgave, og ved boring af flere huller kan fordelingen af fugten gennem konstruktionen bestemmes. Normalt udbores til cirka halvdelen af konstruktionens tykkelse, se figur 47, da det typisk er fugtindholdet inde i materialet og ikke i overfladen, der ønskes bestemt.

Ved måling på betondæk, der skal forsynes med tæt gulvbelægning, afhænger måledybden af, om dækket kan tørre ud til begge sider eller kun ensidigt. I dæk, hvor der kun er mulighed for ensidig udtørring, fx terrændæk, skal fugtmåling foretages i en dybde på 40 % af dæktykkelsen. Ved tosidig udtørring måles i 20 % af dæktykkelsen. Disse måledybder svarer nogenlunde til det fugtindhold, der vil opstå under belægningen, efter at fugten i dækket er udjævnet. Målerens sensor skal anbringes i et lukket hulrum i den ønskede måledybde, dvs. der skal tætnes i toppen af målehullet, se figur 47.

Fugtmåling i beton kan udføres iht. ASTM F2170.

Bemærk, at ved måling på sammensatte konstruktioner, hvor der er stor forskel på sorptionskurverne for beton og afretningslag, fx EPS-beton med afretningslag, skal der måles på prøver udtaget i hele dækkets tykkelse – her er måling i borehuller altså ikke tilstrækkeligt, jf. afsnit 6 i SBi-anvisning 279, Fugt i bygninger – bygningsdele.

Det er vigtigt, at støvet i borehullet fjernes omhyggeligt, fx med trykluft (spraydåse) eller støvsuger med specialmundstykke, inden fugtføleren anbringes i borehullet, som lukkes og tætnes. Alternativt kan hullet lukkes med en prop, indtil måling skal ske.

Det tager normalt ca. tre døgn, fra hullet er forseglet, til der er opnået ligevægt. Måleresultatet korrigeres for temperaturen, hvis den afviger fra den normale kalibreringstemperatur for måleren på 20-22 °C, jf. leverandørens korrigeringstabel. Målemetoden er beskrevet i standarden ASTM F2170-19a, Standard Test Method for Determining Relative Humidity in Concrete Floor Slabs Using in situ Probes.

Konstruktionens fugtindhold kan også bestemmes ved at indlægge et stykke ‘isoleret’ træ, som ikke har berøring med væggen, i et boret hul. Når træet efter adskillige dage er kommet i ligevægt med omgivelserne, bestemmes dets fugtindhold, fx ved veje-tørre metoden.

Figur 47. Fugtmåling i beton etc. kan ske ved måling af den relative luftfugtighed i et hul, som bores i betonen. På betondæk med ensidig udtørring måles der normalt i 40 % af betonlagets tykkelse og ved dæk med tosidig udtørring i ca. 20 % af dækkets tykkelse. Ved måling i forbindelse med gulvlægning betyder det, at det målte fugtindhold svarer nogenlunde til det fugtindhold, der vil være under belægningen, når der er opnået ligevægt, se de to nederste figurer.

Der findes også løse sensorer og engangssensorer, som kan anbringes i ‘borehullerne’, så samme instrument kan anvendes til aflæsning af flere sensorer.

Alternativt til at måle i borehuller kan der måles på prøver, som udtages af konstruktionen. Udtagning af prøver skal helst ske ved udhugning, idet varme eller kølevand fra en boremaskine kan give misvisende resultater. Prøver bør udtages så store som muligt, da små prøver hurtigt kan udtørre under håndteringen. Prøverne skal opbevares i tætte, lukkede plastbeholdere eller poser, indtil fugtmålingen foretages. Målingen foretages med samme type måleudstyr, som anvendes i borede huller.

Figur 48. Eksempel på måler til brug i beton med tilhørende sender. Måleren (af blankt metal) kan enten indstøbes direkte, eller der kan indstøbes et foringsrør (sort rør til venstre på foto), som føleren bagefter anbringes i ved måling.

Figur 49. Eksempel på måleudstyr med løse følere til måling af fugt i beton. Det hvide rør i midten indstøbes i betonen, og derefter anbringes den lille føler (grå til højre) i bunden af røret. Røret lukkes af i toppen med det røde låg, indtil der kan måles. Ved måling forbindes føleren med senderen vha. et kabel (øverst på foto). Føleren kan efter endt brug tages op og genbruges, se også figur 42.

Figur 50. Eksempel på måling af ligevægtsfugt i borehul i betonvæg med måler, som er forsynet med en ekstern føler. Måleren er lang, så der kan måles i stor dybde. Hullet skal renses godt, og der skal ventes i lang tid – flere døgn – før der er fugtligevægt mellem luften i borehullet og det omgivende materiale. Først når der er ligevægt, kan der måles korrekt.

7.2.6 Kapacitiv fugtmåler/-indikator

Kapacitiv fugtmåling er baseret på, at fugtige materialer har større elektrisk kapacitans end tørre. Instrumentet danner et elektrisk felt, hvis udbredelse afhænger af vandindholdet.

Kapacitive fugtmålere er velegnede til at kortlægge fugtfordelingen over en overflade, fx et fladt tag eller en væg. Kapacitive fugtmålere kan ikke bruges til at måle absolut fugtindhold – udtrykt i procent. Måleresultatet vil blive påvirket af det materiale, der måles på, fx afhængigt af om der måles på beton, murværk eller skeletkonstruktioner.

Måleren ‘startjusteres’ ved at anbringe den på en ledende overflade, fx af metal, hvor viseren justeres til maksimalt udslag. Herefter kan ‘scanning’ af overfladen begyndes. Ved målingerne presses en føler (bøjle, kugle eller flade) mod den overflade, der ønskes undersøgt, hvorefter der kommer et udslag på en skala – som afhænger af fabrikatet af den anvendte måler. Måling kan ske gennem tynde belægninger, fx en gulvbelægning, uden at overfladen beskadiges.

Overfladen inddeles ofte i et modulnet, hvor der måles i alle skæringspunkter. På baggrund af måleresultatet kan der være behov for at foretage en egentlig fugtmåling med andre typer måling, fx indstiksmåler eller RF-måling i materialet. Egentlige målinger er som regel begrænset til de steder, hvor fugtindholdet er størst.

Måledybden er for håndholdte målere typisk 10-30 mm. Fugtindholdet vil derfor typisk blive registreret som højt, hvis der er fugt i overfladen.

Der kan ikke måles på belægninger med aluminiumsindlæg eller stort indhold af aktivt kul, ligesom der ikke kan måles over hulrum. I badeværelser kan kapacitive målere ikke anvendes i en bruseniche, der har været brugt for nylig, da der kan være fugt i fuger og fliseklæber – måling kan eventuelt ske fra modstående side af væggen.

Måleresultat

Hvis en kapacitiv måler giver lille udslag, kan det med sikkerhed siges, at der ikke er fugt i overfladen. Har måleren stort udslag, kan det være fugt, men det kan også skyldes skift i underlaget for en overfladebelægning, fx forskelle i densitet i underlaget, salt i konstruktionen, eller at der måles over ledende materialer tæt på overfladen, fx armering eller stålskelet, hvilket fejlagtigt kan tolkes som fugtproblemer.

Ved måling i konstruktioner, som kan indeholde salt, fx gamle – især grundmurede – kældervægge, bør det vurderes om måling med kapacitiv fugtmåler er egnet, eller om der skal anvendes andre målemetoder. Eventuelt kan der suppleres med analyse af saltindhold i væggen for at få en indikation af, om salt kan være en medvirkende årsag til de store udslag.

Ved nogle anvendelser med ensartet underlag kan måleresultaterne omregnes til absolut fugtindhold vha. kalibrering ved veje-tørre undersøgelser, fx ved skanning af flade tage.

Måleresultatet vil ligesom for indstiksmålere blive påvirket af salte i overfladen af materialet, elektrisk ledende materialer eller elektriske kabler under overfladen.

Skanning af tag og dæk

Der findes også større målere med hjul, som er beregnet til skanning af større overflader, fx flade tage eller betondæk. Målerne bruges til at finde områder med stort/afvigende fugtindhold. Målingerne kan fx give en indikation af, hvor borehuller for egentlig fugtmåling i betondæk kan placeres. Måledybden med disse apparater er noget større, men afhænger også her af underlagets opbygning og de anvendte materialer.

På tage anvendes kapacitive målere ofte til egentlig fugtmåling (som skal foretages, når fugtindholdet i toppen af taget er størst – typisk sidst på vinteren). Det kræver dog, at den givne konstruktion er ensartet, og at der udtages prøver, som anvendes til at kalibrere målerens visning med fugtindhold bestemt på anden vis, fx ved veje-tørre metoden. Samme metode kan principielt bruges også på andre konstruktioner, men det er en betingelse, at opbygningen er ensartet.

Figur 51. Eksempler på små kapacitive fugtmålere med forskellig udformning. Den ene måler kan også måle temperatur og RF i omgivelserne.

Fugtmåling i træ

Der er udviklet kapacitive fugtmålere, som er kalibreret til fugtmåling i træ. EN 13183-3 fastlægger krav til måleren, til målemetoden og til målerens kalibrering. Det er en forudsætning, at fugtmåleren skal kunne indstilles til den træart, som skal fugtmåles, for at opnå pålidelige målinger. Den overflade, der skal måles på, skal være ensartet, fx uden profilering på bagsiden.

Ved at føre måleren hen over træoverfladen kan der foretages mange målinger på det samme emne uden at skade overfladen.

Figur 52. Til venstre ses en kapacitiv føler beregnet til måling i beton.Til højre en mellemstor måler

Figur 52. Til venstre ses en kapacitiv føler beregnet til måling i beton. I stedet for de typisk anvendte puder på bagsiden er der anvendt bevægelige stifter for at sikre kontakt til underlaget. Til højre ses en mellemstor føler, som kan måle i lidt større dybde.

Figur 53. Eksempel på stor kapacitiv fugtmåler til skanning af større tagflader eller betondæk.

7.2.7 Neutronkildemålere

Måling med neutronkildeudstyr er en sikker metode til at finde fugtfordelingen i et materiale. Neutronkildemålere kan anvendes til fugtundersøgelse i væg- eller gulvflader. Apparatet sender en neutronstråle ind i konstruktionen/materialet og måler styrken af den reflekterede stråle. Detektoren registrerer kun neutroner, som har ramt et brintatom og derfor sendes retur med lavere hastighed. Herved fås et mål for indholdet af vandmolekyler.

Større atomer kan ikke registreres – herunder ioner fra opløste salte. Måledybden er typisk ca. 200 mm, og følsomheden er aftagende med dybden. Hver enkelt måling varer mellem 15 og 60 sekunder, og metoden er derfor mere tidskrævende end kapacitive målere og mikrobølgemålere.

Figur 54. Princippet i neutronkildemåler. Strålerne reflekteres af brintatomer i det undersøgte materiale. Den reflekterede stråles styrke er et udtryk for fugtindholdet.

Målingen forstyrres ikke af eventuelle salte i konstruktionen.

Egentlig fugtmåling kan ske under forudsætning af, at den målte konstruktion er ensartet, og at der udtages prøver, som anvendes til at kalibrere målerens visning med fugtindhold bestemt på anden vis, fx ved veje-tørre metoden.

Figur 55. Måling af fugtfordeling i betonvæg med neutronkildemåler.

På grund af apparatets størrelse er det ikke muligt at lokalisere målingerne med særlig stor præcision. I murværk er resultatet et gennemsnit mellem sten og fuger.

Instrumentet indeholder en radioaktiv kilde og kræver derfor særlige forhold ved opbevaring, transport og brug. Betjening må kun ske af specialuddannet personale. Det er desuden betydeligt tungere end de ovenfor nævnte håndholdte instrumenter.

7.2.8 Højfrekvensmålere

Højfrekvensmålere er baseret på, at vandmolekyler kan polariseres, og at de derfor kan bringes i svingninger af et højfrekvensfelt. Effekten beskrives ved den dielektriske konstant, som for vand er meget stor (sammenlignet med byggematerialer). Ved høje frekvenser vil der ske et tab i energi ved svingningerne på grund af sammenhængen mellem vandmolekylerne indbyrdes og med andre materialer. Ved at vælge en egnet frekvens vil det dielektriske tab, som er et udtryk for vandindholdet, kunne måles. Måling kræver ensartede materialer og temperaturer over 0 °C.

På grund af vandets store dielektricitetskonstant sammenlignet med andre materialer er metoden ikke følsom for saltindhold i det undersøgte materiale.

Måledybden angives, afhængig af følerhoved, at være op til 800 mm.

Figur 56. Højfrekvensfugtmåler i brug til måling af fugt i betonkonstruktion.

7.2.9 Målere til registrering af huller i tagdækninger

Der findes på markedet flere forskellige typer måleudstyr til lokalisering af huller i tagdækninger (primært på flade tage).

Nogle af systemerne er baseret på, at der skal indlægges et lag/net med jordforbindelse, inden taget færdiggøres. Andre er baseret på, at der anbringes en jordforbindelse omkring et mindre område på taget. Ved hjælp af højspænding eller kapacitetsmåling kan det undersøges, om der er utætheder, fordi huller i tagdækningen vil medføre gennemslag eller ændring af kapacitet.

Der er flere metoder, som stadig er under udvikling, men foreløbig anvendelse indikerer, at løsningerne virker.

Figur 57. Eksempel på lokalisering af utætheder på tagdækninger af membraner. Her anvendes to elektroder og fugtig tagdækning. Med måleudstyret kan utætheder lokaliseres ved at måle i to retninger vinkelret på hinanden.

7.2.10 Fjernovervågning af fugt

Der findes i dag en række systemer, som trådløst kan overvåge fugt- og temperaturforhold i bygningsdele og indeklima. Der er forskellige teknologier til overførsel af data, men det foregår normalt over mobilnettet via routere eller gateways.

De fleste systemer kan måle relativ fugtighed og temperatur, og nogle systemer kan også måle træfugt (vægtprocent).

Den relative fugtighed kan i lette konstruktioner variere meget i løbet af døgnet og kan derfor være svær at tolke, mens træfugten varierer langsomt og derfor er lettere at anvende ved vurdering af fugtforholdene.

Træfugten kan måles som modstandsmåling med elektroder i form af søm eller skruer, som er monteret direkte det sted, hvor der skal måles. Alternativt kan der bruges fugtmålerondeller med kalibreret krydsfiner, som giver en større nøjagtighed.

Måleresultaterne overføres til hjemmesider på internettet, og det er i høj grad udformningen af disse hjemmesider, der er afgørende for, hvor let det er at tolke resultaterne.

Nogle systemer er koblet direkte op med meteorologiske data, så indflydelsen af udeklimaet på målingerne kan vurderes direkte.

Ofte skal der måles inde i konstruktionerne, hvor sensorerne ikke er tilgængelige bagefter. Batterilevetiden på sensorerne er typisk op til 5-10 år, hvilket som regel er nok til at vurdere bygningsdelens fugtmæssige funktion. Hvis man vil overvåge over endnu længere tid, kan følere bygges ind i bygningsdele, mens senderen placeres tilgængeligt uden for konstruktionen, så batterierne kan skiftes efter nogle år. Alternativt skal systemet kobles til el-nettet.

Figur 58. Eksempel på træfugtmåling kombineret med meteorologiske data for nedbør i en periode på fire måneder. Kilde: Woodsense.

De trådløse målesystemer kan fx anvendes til fugtovervågning af nye bygge-systemer over en periode for at se, om systemerne fungerer i praksis som forventet.

I beton og andre tunge konstruktioner er det tilstrækkeligt at måle porefugten (den relative luftfugtighed, betonen er i ligevægt med), idet konstruktionen i sig selv sikrer stabile forhold omkring målerne.

Som regel er kriterierne for fugtindhold relateret til den relative fugtighed, fx porefugten i en beton eller et afretningslag, hvor der skal lægges trægulv. For at vurdere udtørringstiden kan det i nogle tilfælde være ønskeligt med en løbende kontrol af porefugten i underlaget. I givet fald er der også mulighed for at indbygge fugtfølere i betonen under selve støbningen, så forholdene kan følges fra starten. Dette kræver dog specielle følere, som kan tåle det meget fugtige og alkaliske miljø umiddelbart efter støbning, se figur 49.

Figur 59. Fugtmåling med sensor indbygget i tør beton. Kilde: Sensohive.

Det er meget vigtigt at kende sensorernes placering, og nogle hjemmesider for målesystemer giver da også mulighed for at lægge en tegning ind med målernes placering og evt. også fotos af den præcise indbygning.

Figur 60. Placering af målepunkter er vist for et betondæk under udtørring efter vandskade.

Figur 60. For nogle leverandører vises resultater fra målinger mv. på hjemmesiden. Eksemplet her viser, hvordan placering af målepunkter er vist for et betondæk under udtørring efter vandskade.

Figur 61. Gateway til brug ved overførsel af måleresultater af fjernovervågning af træfugt og relativ luftfugtighed.

Figur 61. Gateway til brug ved overførsel af måleresultater i forbindelse med fjernovervågning af træfugt og relativ luftfugtighed. Enheden er set fra bagsiden, så det ses, at der er flere muligheder for tilslutninger.

7.3 Instrumenter til måling af ikke synlige forhold

Ud over de egentlige fugtmålemetoder findes en del metoder, som kan anvendes til at undersøge forhold, som ikke umiddelbart er synlige. Disse omfatter en lang række metoder, hvoraf især følgende ofte anvendes:

Endoskop/boroskop, som kan anvendes til at besigtige lukkede hulrum gennem et lille hul, fx i en pladebeklædning.
Lufttæthedsmåling til at afsløre utætheder i dampspærrer og heraf følgende risiko for fugtkonvektion.
Termografiudstyr, som kan anvendes til afsløring af kuldebroer.
Kloakvideo, som anvendes til at undersøge kloakledninger for utætheder.

7.3.1 Endoskop/boroskop

Endoskopi er en metode, hvor man med optisk udstyr kan se direkte ind i hulrummene i en konstruktion. Der indføres en rørformet ‘kikkert’ i det hulrum, der skal undersøges. I spidsen af kikkerten er der både en lyskilde, som oplyser hulrummet, og et optisk system, som danner et synligt billede, der typisk kan ses på en videoskærm. Der findes både stive og fleksible endoskoper.

Instrumenter af denne type er velegnede, fx til undersøgelse af skeletvægge, etageadskillelser eller tagelementer.

7.3.2 Lufttæthedsmåling

Ved lufttæthedsmåling sættes bygningen under tryk (over- eller undertryk) for at øge luftgennemstrømningen gennem utætheder. Ved at måle luftskiftet ved fastsatte over- og undertryk kan det undersøges, om en bygning overholder gældende (eller ønskede) krav til lufttæthed.

Utætheder i klimaskærmen indikerer, at der kan være risiko for konvektion og dermed for opfugtning. Se også afsnittet om termografi herunder.

7.3.3 Termografi

Termografi er en metode, hvorpå temperaturforskelle kan registreres visuelt. Med termografi kan man undersøge, om der er kuldebroer i en bygning eller en bygningsdel. Kuldebroer medfører typisk risiko for høj RF og eventuelt overfladekondens. Termografi kan anvendes i forbindelse med lufttæthedsundersøgelser til at identificere eventuelle utætheder i klimaskærmen. Desuden kan metoden anvendes til at undersøge, om der er områder med ændret isoleringsevne i konstruktionen, fx pga. opfugtning.

Figur 62. Termografi af væg og tag optaget ved undertryk i bygning under vinterforhold. De blå ‘tunger’ viser utætheder, der især er koncentreret om overgangen mellem væg og loft. Det vurderes, at tagfoden er meget utæt. Foto: Lars Due.

7.3.4 Overfladetemperatur

Måling af overfladetemperatur kan være en hjælp ved vurdering af kuldebroer, herunder vurdering af risikoen for skimmelvækst.

Temperaturmåling kan foretages simpelt ved infrarød måling, med et lille håndholdt instrument.

Figur 63. Infrarøde målere til måling af overfladetemperatur.

7.3.5 Kloakvideo

Problemer med fugt i kældre kan skyldes defekte kloakrør eller tilstoppede dræn. En undersøgelse af kloakrør efter spuling kan afsløre, om der er defekter på rørene, fx brud, som kan medføre opfugtning af omgivelserne, eller lunker, som kan medføre nedsat funktionsevne.

7 fugt­undersøgelser–målemetoder